Iran: Den islamiske verden må bevæbne palæstinenserne

Irans religiøse leder beskylder israel for at begå folkemord i Gaza og opfordrer til, at den muslimske verden bevæbner palæstinenserne.

Irans leders Ayatollah Ali Khamenei talte tirsdag i Tehran i anledning af Eid.

Irans religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei beskylder i en tale tirsdag Israel for at begå folkemord i Gazastriben. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig opfordrer Ayatollah Ali Khamenei den muslimske verden til at bevæbne palæstinenserne i deres kamp mod Israel, som den religiøse leder kalder "en gal hund".

- Alle, særlig i den islamiske verden, bør gøre, hvad de kan for at bevæbne den palæstinensiske nation, siger Ayatollah Ali Khamenei.

Humanitær katastrofe

Udtalelsen kommer i forbindelse med en tale i anledning af den muslimske højtid Eid.

Den religiøse leder betegner situationen som en humanitær katastrofe, som skal møde modstand. Han kritiserer samtidig USA og Europa for ikke at gøre nok for at løse konflikten.

Iran har i mange år støttet militante organisationer såsom Hamas og Hezbollah i Libanon, hvilket har medført kritik fra Vesten, som betegner organisationerne som terrorister.

Ifølge Israel er det netop Iran som via tunneller fra Egypten smugler raketter ind til Hamas i Gazastriben.

Store tabstal

De israelske bombardementer af Gazastriben, som begyndte 8. juli, har natten til tirsdag taget til i styrke. Ifølge nyhedsbureauet AP er nattens bombardement det hidtil voldsomste i den tre uger lange konflikt, som har kostet over 1.100 palæstinensere livet.

Israels angreb kommer som modsvar til Hamas' raketangreb på israelske byer. Det engelsksprogede, israelske medie Haaretz skriver, at der mandag blev affyret 51 raketter fra Gaza mod Israel.

Mandag mistede i alt 10 israelske soldater ifølge AFP livet efter sammenstød med militante palæstinensere, som gennem tunneler angriber Israel. I alt har Israel mistet 53 soldater under konflikten.

Facebook
Twitter