Iran til Trump: Vi har overholdt alle aftaler

Atomaftalen er stærkere end USA's præsident tror, lyder reaktionen fra Irans præsident her til aften.

Den iranske præsident Hassan Rouhani vil overholde atomaftalen - kritiserer USA for grundløse beskyldninger. (Foto: Atta Kenare © Scanpix)

Iran har overholdt sin del af atomaftalen - og der vil ikke blive nogen genforhandling.

Det siger den iranske præsident, Hassan Rouhani, på nationalt tv for kort tid siden, som reaktion på USA's anklager om, at Iran har begået brud på den atomaftale, som blev indgået i 2015.

Rouhani kaldte Trumps tale for "fuld af bandeord og grundløse beskyldninger" og slog samtidig fast, at så længe Irans interesser bliver bevaret, vil landet opretholde deres del af atomaftalen.

Udvider missilprogrammet

Det var ikke kun atomaftalen, som Trump her til aften kritiserede Iran for. Også landets fortsatte udvikling af missiler fik kritik. Men det afskrækker ikke Rouhani - tværtimod.

I sin tale sagde den iranske præsident, at han agter at fordoble indsatsen i udviklingen af "afskrækkende" våben og udvide sit missilprogram.

Ifølge Det Internationale Atomagentur har Iran overholdt samtlige forpligtelser i atomaftalen, som blev indgået i 2015 efter over 10 års forhandlinger.

Ifølge Iran er det ikke op til noget enkelt land at opsige aftalen, som er stemt igennem i FN's Sikkerhedsråd.

Kort efter Trumps udmelding kom en tilsvarende melding fra EU's udenrigschef, Federica Mogherini, som ligeledes sagde, at aftalen virkede, og at Iran har overholdt sine forpligtelse.