Iran vil blande sig i Irak: Vi vil bekæmpe terrorister

Hassan Rouhani vil hjælpe styret i Irak med at bekæmpe islamisterne fra Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Den iranske præsident siger, at Iran vil hjælpe med at bekæmpe sunnimuslimske islamister i nabolandet Irak, hvor myndighederne har mistet kontrollen over flere store regioner.

Til nationalt iransk tv uddyber Hassan Rouhani imidlertid ikke, hvilken rolle han ser for Iran i Irak, hvor den islamistiske gruppe Islamisk Stat i Irak og Syrien, Isis, har drevet folk på flugt og taget kontrol over flere byer.

Isis har erklæret, at gruppen nu er på vej mod hovedstaden Bagdad, hvor den har planer om at vælte det shiadominerede styre.

Så er konflikten igang

Iran er ligesom styret i Irak kontrolleret af shiamuslimer.

Flere iagttagere har givet udtryk for bekymring over, hvis Iran går aktivt ind i konflikten.

- Iran er overvejende shiamuslimsk, og Iran vil ikke kunnet acceptere det på længere sigt. Man kan frygte, at Iran vil agere - måske på invitation fra Bagdad. Og så er konflikten først rigtig i gang, siger Lars Cramer-Larsen, major og mellemøstekspert i Forsvarsakademiet.

Iran og Irak bekrigede hinanden i næsten et årti, efter at Irak invaderede nabolandet i 1980.

/ritzau/AFP