Iran vil træne Iraks militær

USA og Iran havde i dag det første officielle møde i 27 år, og det fandt sted i Bagdad. Iran er gået med til at træne og bevæbne Iraks militær.

For første gang i 27 år mødtes amerikanske og iranske diplomater i Irak. (© Scanpix)

USA's ambassadør i Irak har i dag haft et usædvanligt møde med iranske diplomater i Irak, som forløb "positivt".

- Drøftelserne forløb positivt. Nu må vi se, at Iran følger op på det med handling, sagde USA's ambassadør i Irak, Ryan Crocker, efter et møde med den iranske ambassadør i Bagdad.

Og iranerne har tilsyneladende allerede vist handling. For ifølge den iranske ambassadør i Irak, Hassan Kazemi-Qomi, så er Iran i fremtiden villig til at hjælpe med at træne og bevæbne Iraks millitær.

Oprørere med iranske våben

Fra amerikansk side blev der gjort opmærksom på, at mange af de sprængstoffer og meget af den ammunition, som anvendes af oprørere i Irak stammer fra Iran.

- Sådanne aktiviteter må stoppe. Og vi er ude efter resultater, sagde Crocker efter mødet.

Han tilføjede, at iranerne ikke havde reageret direkte på beskyldningerne, men blot havde erklæret støtte til Malikis regering.

Det amerikanske militær har udstillet en række raketter, mortergranater og vejsidebomber, som det siger er fremstillet i Iran.

Afbrød forbindelser i 1980

Det er føste gang i næsten tre årtier, at de to lande mødes på højtstående plan. Et nyt møde er blevet aftalt inden for 30 dage.

Mødet var det første møde af sin slags, siden landene indstillede de diplomatiske forbindelser i 1980.

Ambassadørerne fra USA og Iran mødtes i den irakiske premierminister Nuri al-Malikis hjem.

- Bagdad er vært for et møde mellem USA og Iran, og jeg håber, at mødet vil blive begyndelsen på et godt kapitel og et vigtigt skridt for hele regionen, sagde Maliki op til mødet.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532ffaa5a11f9d13d0d4b832