Irans aktivistiske kvinder: Hvis du vil være en fri kvinde, er du nødt til at bryde loven – hver dag

Gennem hashtags som #girlsofrevolutionstreet og #whitewednesday kæmper Irans kvinder om retten til selv at bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej.

Det lignede en helt almindelig dag i centrum af Irans travle hovedstad, Teheran.

Solen skinnede, selvom det var i slutningen af december. Biler, busser og motorcykler susede med høj fart ind og ud mellem hinanden. Men én kvinde fik flere til at stoppe op.

På en elboks ved en grå hjørnebygning på Revolution Street – Revolutionsgade – stod en ung kvinde. Det mørke hår hang løst langs hendes ryg, og hun var klædt i sort fra top til tå. Med rolige bevægelser viftede hun sit hvide tørklæde fra side til side.

Den dag i slutningen af december 2017 stod 31-årige Vida Movahed i midten af Teheran i en stille protest mod et af verdens mest undertrykkende regimer, Den Islamiske Republik Iran.

Siden den iranske revolution i 1979 har kvinder i Iran været tvunget til at gå med tørklæde. Vida Movahed nægtede, blev anholdt af myndighederne – og senere kendt under hashtagget #thegirlofrevolutionstreet – Pigen fra Revolutionsgade.

Siden den dag har et ukendt antal iranske kvinder fulgt Vida Movaheds stille protest, og i februar i år var mindst 29 kvinder blevet anholdt for ikke at bære hijab i det offentlige rum. De mange kvinder stillede sig op som Vida Movahed og viftede deres hvide tørklæde i protest.

- Hvis du vil være en fri kvinde, er du nødt til at bryde loven hver eneste dag, siger Masih Alinejad, der er en af Irans første kvinderettighedsforkæmpere, og som i dag lever i eksil i New York, USA.

Og det gør de så. De mange iranske kvinder, der hver dag risikerer at miste både venner, familie og et hjemland, de ikke længere kan elske ubetinget.

Det her er historien om to kvinder, der risikerede fængsling i kampen for personlig frihed – i et land styret af religiøse ledere.

Det er deres personlige fortællinger - set fra deres synsvinkel. Irans ambassade i London afviser den kritik, som kvinderne rejser.

Dokumentaren er produceret af det britiske produktionsselskab Hardcash Production. Se mere om Irans modige kvinder i ”Horisont: Kvindernes kamp mod Ayatollahen” eller på DRTV allerede nu.

Facebook
Twitter