Tema Krigen i Syrien

Irans øverste leder hylder henrettet saudiarabisk præst

Ayatollah Ali Khamenei hylder shiamuslimsk leder, som sammen med 46 andre er halshugget i Saudi-Arabien.

Ayatollah Ali Khamenei sammenligner desuden Saudi-Arabien med Islamisk Stat i et billede på sin website. (Foto: Anadolu Agency © 2015 Anadolu Agency)

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har på det sociale medie Twitter skrevet en hyldest til en højtstående shiamuslim, der lørdag er blevet henrettet i Saudi-Arabien.

Han er blot endnu en stemme i koret af fordømmelser i Iran og andre steder.

Saudi-Arabien har lørdag henrettet Nimr al-Nimr og tre andre shiamuslimer sammen med snesevis af al-Qaeda-medlemmer.

Det skete for klart at signalere, at landet ikke tolererer angreb fra hverken sunnijihadister eller fra det shiamuslimske mindretal, der søger ligestilling.

- Vækkelse kan ikke undertrykkes, hedder det i tweetet fra Khameneis engelsksprogede twitterkonto ved siden af et fotografi af Nimr.

Khameneis website har også et billede, der sammenligner Saudi-Arabien med ekstremistgruppen Islamisk Stat, som hævdes begge at henrette deres modstandere.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, siger lørdag på sin officielle Facebook-konto, at henrettelsen af Nimr vil have følgevirkninger for hele regionen:

- Det voldsomme chok over nyheden om henrettelsen vil ikke føre til andet end mere ødelæggelse.

- Overtrædelse af menneskerettigheder vil få konsekvenser for sikkerheden, stabiliteten og det sociale netværk blandt folk i regionen, tilføjer han.

/ritzau/Reuters