Irland forbereder sig på pavebesøg i skyggen af årtiers misbrug

Op mod 600.000 deltager i pavens stormesse i Dublin.

Dublin forbereder sig på pavens besøg, der forventes at tiltrække flere hundredetusinde mennesker. (Foto: © PAUL FAITH, Scanpix)

Når Pave Frans i morgen og søndag besøger Irland, gæster han et land, der har ændret sig kolossalt siden det sidste pavebesøg i 1979, hvor op mod 2,7 millioner irer gik på gaden for at få et glimt af paven.

Dengang var homoseksualitet, skilsmisse og abort forbudt, og kirken havde indflydelse på landets politik og en ledende rolle inden for skolegang og sundhedsvæsenet.

Den katolske kirke er dog gået fra at være politisk faktor og "en stat i staten" til at stå på sidelinjen, lyder det fra Michael Bøss, lektor ved Aarhus Universitet med speciale i irske og britiske forhold.

Når Irlands åbent homoseksuelle premierminister, Leo Varadkar, i morgen mødes med paven, er det med et ønske om, at kirken skal indrømme sine synder.

For ud over at holde messe for over en halv million mennesker ved Familiernes Festival skal paven også mødes med ofre for seksuelt misbrug begået af præster i landet gennem årtier.

Misbrugsskandale kaster lange skygger

Da pave Johannes Paul den 2. i 1979 besøgte Irland, blev han præsenteret for den enorme folkemængde af biskop Eamonn Casey.

Det skulle senere vise sig, at biskoppen - stik mod de kirkelige regler - ikke levede i cølibat og sågar var far til et barn, beretter BBC.

Afsløringen, som fandt sted i 1992, viste sig dog at blegne ved siden af de kommende års skandaler.

I midten af 1990'erne begyndte ofre for præsters seksuelle misbrug nemlig at stå frem. Dette førte til en lavine af afsløringer, kommissioner og rapporter.

- De viste, at der ikke alene havde fundet et massivt misbrug af børn og unge sted, men endnu værre for kirkens anseelse, havde biskopperne dækket over det, siger Michael Bøss.

Den tidligere messedreng Andrew Madden stod i 1995 frem i medierne og fortalte, at han blev misbrugt af en præst, samt at ærkebispedømmet i Dublin betalte ham for at tie. (Foto: © Clodagh Kilcoyne, Scanpix)

- De havde betragtet sig som en lille stat i staten, der selv kunne tage sig af disse problemer, lyder det fra Michael Bøss, der siger, at mørklægningen blev betragtet som et kæmpe svigt af befolkningen.

- Det skabte en mistillidskløft, som bare har vokset sig større og større, siger han.

En omfattende rapport fra 2009 konkluderede, at voldtægt og misbrug i årtier var udbredt i institutionerne i landet, der blev drevet af kirken.

I et banebrydende brev, som paven offentligjorde i mandags, tog han afstand fra kirkens "grusomheder".

Kirken er faldet fra tronen

Kirkens rolle i Irland er derfor en ganske anden i 2018 end ved sidste pavebesøg, slår Michael Bøss fast.

- Forholdet mellem stat og kirke har ændret sig kolossalt. Der er nærmest tale om en revolution, siger lektoren.

Han peger på, at den katolske kirke tidligere havde enorm indflydelse på både politik og på den almene irer.

- Det er ikke som om, at kirken havde vetoret over for lovgivningen, men den blev hørt i vigtige sager som terror, prævention, skilsmisse eller synet på homoseksuelle og censur, siger han.

- Irerne var meget lydhøre over for, hvad deres lokale præst sagde, og der var en respekt for præsteembedet, kirkeinstitutionen og hierarkiet. På alle de punkter har Irland forandret sig i mellemtiden, siger lektoren.

Ifølge Michael Bøss har de mange skandaler omkring kirken i de senere år særligt fået de yngre generationer til at vende kirken ryggen.

Men det er kirken og dens organisation og hierarki - ikke religionen - man tager afstand fra, understreger Michael Bøss, der peger på, at 78 procent af irerne stadig identificerer sig som katolikker.

Den katolske kirke i Irland har selv forsøgt at konfrontere sin fortid, og den dag i dag er det i høj grad Vatikanet, som folks kritik retter sig imod, siger lektoren.

Kritikken går særligt på, at Vatikanet skal åbne sine arkiver for at få navne på de præster, som har været under mistanke for at misbruge børn.

Stadig en populær pave

Trods kirkens fald fra tronen er pave Frans en populær skikkelse i Irland, "ligesom han er det over det meste af verden", siger Michael Bøss og fremhæver pavens liberale tilgang til adskillige emner.

Stearinlys til salg ved Familiernes Festival - en katolsk begivenhed, der bliver holdt hvert tredje år. (Foto: © Clodagh Kilcoyne, Scanpix)

Der er dog utilfredshed med hans manglende konkrete handlinger i forhold til at tage et opgør med fortidens misbrug.

For eksempel ved at give offentligheden indsigt i Vatikanets arkiver, siger Michael Bøss, der peger på, at den irske premierminister i morgen vil tale med paven om netop dette.

Flere af de store irske medier har varmet op til weekendens besøg i flere dage.

Søndag forventes op mod 600.000 mennesker at deltage i en stormesse i Dublins Phoenix Park, inden paven vender tilbage til Rom.