Irlands premierminister: Folkeafstemning om abort skal afholdes til maj

Abortlovgivningen i Irland er blandt Europas strengeste. Nu skal irerne stemme om en liberalisering af loven.

I 2017 demonstrerede tusindvis af mennesker i Dublin mod Irlands abortlovgivning og krævede en liberalisering. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Den irske regering har officielt besluttet at holde en folkeafstemning om en liberalisering af landets abortlovgivning.

Det oplyser Irlands premierminister, Leo Varadkar, ifølge flere britiske medier.

Folkeafstemningen vil finde sted i slutningen af maj.

Allerede i efteråret sidste år meddelte den irske regering, at den planlægger en folkeafstemning om abort i løbet af maj eller juni 2018.

Strengeste i Europa

Den irske forfatning blev i 1983 ændret til en af de strengeste i Europa i forhold til abort, da myndighederne er forpligtet til at tage hensyn til et ufødt barn i samme grad, som de skal tage hensyn til moren.

Abort er i praksis næsten kun mulig, når morens liv er i fare.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tusindvis af irske piger og kvinder rejser årligt til Storbritannien for at få foretaget en abort.

I de seneste år har meningsmålinger antydet, at der er en voksende støtte til abort eller i hvert fald til en mere lempelig lovgivning på området.

/ritzau/

Facebook
Twitter
Emner: