Irma river og flår i Florida - myndighederne er chanceløse

- Det flyver med grene, tagsten og kokosnødder, fortæller DR's Steffen Kretz fra Florida.

Hele den amerikanske stat Florida er lige nu dækket fra top til bund af orkanen Irma, som er blevet nedgraderet til en kategori 2 orkan.

Alligevel forårsager Irma omfattende ødelæggelser - især fordi orkanen skubber enorme mængder vand ind over land og medfører store oversvømmelser.

USA-korrespondent i DR Nyheder Steffen Kretz befinder sig i Delray Beach lige nord for Miami. Han sidder på et hotel uden strøm og har ikke været uden for døren i omkring et døgn, fordi der er udgangsforbund.

- Der har været vindstød på op til 150 kilometer i timen, og når man kigger udenfor, har man kunnet se grene, tagsten og kokosnødder flyve vandret gennem luften sammen med gardiner af regn, fortæller Steffen Kretz.

- Det, der har gjort størst indtryk, er, at det har taget så lang tid. Vi har haft ni timer med orkanvinde - og det siger lidt om, hvor stort det her skysystem er.

Et væltet træ i Pompano Beach, Florida. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

Vestkyst hårdest ramt

Imod forventningen er det Floridas vestkyst - og ikke østkysten, hvor Miami ligger - som er blevet hårdest ramt af orkanen.

Orkanens øje nærmede sig her til morgen dansk tid millionbyen Tampa, hvor myndighederne forventer en stormflod med en forhøjet vandstand på omkring 5 meter.

- Lige nu gør myndighederne ikke så meget, fordi det vil være livsfarligt for redningsarbejderne at bevæge sig ud. Det har Floridas guvernør, Rick Scott, også sagt: Hvis du bor i en evakueringszone og ikke evakuerer dig selv, så er der ingen hjælp at hente, mens orkanen raser.

De fleste borgere i Florida er blevet hjemme på trods af myndighedernes opfordring om det modsatte, fortæller Steffen Kretz. (Foto: SPENCER PLATT © Scanpix)

Havudsigt uden klimasikring

Florida er en af USA's mest tætbeboede stater, og det gør den særlig udsat, når orkanerne kommer, fortæller Steffen Kretz:

- Florida er allerede ramt af havvandsstigninger og hyppige oversvømmelser - alligevel strømmer fok til staten for at bosætte sig, og alle vil bo ved vandet.

Der er kolossale penge at tjene på udvikling af ejendomsprojekter i Florida.

- Men projekterne tager typisk ikke højde for fremtiden rent klimamæssigt: Bygninger skal være orkansikrede, men de bygges direkte ud til vandet eller ofte ude i vandet på kunstige øer, fordi havudsigten er attraktivt og dermed profitabel, fortæller Steffen Kretz.

Facebook
Twitter