Irske Sinn Feins mangeårige leder bebuder sin afgang

Gerry Adams blev som ung anklaget for at være medlem af IRA. Næste år stopper han som formand i sit parti.

Adams, der var en central person under den mangeårige blodige konflikt i Nordirland, gav meddelelsen lørdag aften på partiets årsmøde. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Den mangeårige formand for det irske parti Sinn Fein, Gerry Adams, siger, at han vil træde tilbage næste år, og at han ikke vil genopstille til det irske parlament.

Det rapporterer flere medier.

Adams, der var en central person under den mangeårige blodige konflikt i Nordirland, gav meddelelsen lørdag aften på partiets årsmøde.

- Lederskab betyder at vide, hvornår det er tid til forandringer, og den tid er nu, siger han kort efter, at de delgerede har valgt ham som formand for yderligere et år.

Sinn Fein er under Gerry Adams tre årtier som formand gået fra at være et republikansk oprørsparti til et parti, der er blevet en aktiv demokratisk spiller i Irland og Nordirland.

Men Adams blev i mange år holdt ud i strakt arm af den britiske regering.

Han blev anklaget for at have taget del i undergrundshæren IRA's kamp mod britisk styre i Nordirland. Det gjorde ikke forhandlingerne nemmere og forhalede derfor muligvis fredsprocessen.

Langfredags-aftalen fra 1998 mellem Storbritannien og Irland og de stridende parter i Nordirland indledte en ny epoke for Sinn Fein, samtidig med at IRA lod sig afvæbne.

Det kulminerede i 2007, hvor Nordirland fik sit hjemmestyre tilbage. Her gik Sinn Fein i regering sammen med den mangeårige modstander, unionistpartiet DUP, der blev ledet af den protestantiske præst Ian Paisley.

Sinn Feins helt overordne mål er at genforene Nordirland med Den Irske Republik.

69-årige Gerry Adams har ledet Sinn Fein siden 1983. Hans afløser vil blive fundet på en ekstraordinær kongres næste år.

Et godt bud på en ny formand kunne være den nuværende næstformand, Mary Lou McDonald.

Det 48-årige parlamentsmedlem adskiller sig fra Adams ved, at hun ikke har nogen forbindelse til IRA.

/ritzau/