Isis har udråbt et islamisk kalifat

Isis vil begynde med at etablere en stat i et område, der dækker dele af Irak og Syrien.

Isis har erklæret, at bevægelsens leder, Abu Bakr al-Baghdadi er "kaliffen" og "leder af muslimer, hvor end de er". (© Scanpix)

Den ekstremistiske gruppe Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isis, har udråbt et islamisk kalifat, skriver AFP.

Jihadisterne, der kæmper i Syrien og Irak, erklærede søndag oprettelsen af et "kalifat", som er en henvisning til det regeringssystem, som ophørte med Det Ottomanske Riges sammenbrud for næsten 100 år siden.I en lydoptagelse, der er lagt ud på internettet, erklærer Isis, at bevægelsens leder, Abu Bakr al-Baghdadi, er "kaliffen" og "leder af muslimer, hvor end de er".Alle muslimers drøm- Den Islamiske Stats Råd (Shura) har ved et møde besluttet at oprette et islamisk kalifat, siger Isis-talsmanden Abu Mohammad al-Adnani.

Ordene "Irak" og "Levanten" er blevet fjernet fra gruppens navn i officielle papirer og dokumenter, siger Adnani, som beskriver kalifatet som "drømmen i alle muslimers hjerter og alle jihadisters håb."Består af frafaldneIsis, der er sunnimuslimsk, fundamentalistisk og meget voldelig, har et erklæret mål om at etablere en religiøs stat, som skal udbrede den fundamentale, sunnimuslimske udgave af islam, som Isis går ind for.

Kalifatet skal omfatte hele den muslimske verden, der skal leve efter sharialov, men Isis vil begynde med at etablere en stat i et område, der dækker dele af Irak og Syrien.Siden profeten Muhammeds død er en kalif blevet udnævnt som prins for de troende. Efter de første fire kaliffer, der efterfulgte Muhammed, fik kalifatet en guldalder med Umayyade-kalifatet i årene 661 til 750 og derefter med Abbaside-kalifatet fra 750 til 1517.

Gruppen var tidligere en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak, men al-Qaeda har erklæret, at Isis ikke er en del af al-Qaeda, der i øvrigt beskylder gruppen for at bruge for meget vold og for at bestå af frafaldne./ritzau/AFP

Facebook
Twitter