Islamisk Stat er ustoppelige på sociale medier

Twitter sletter tusindvis af terrorprofiler hver måned – men den kamp er tabt på forhånd.

Islamisk Stat udsender hver dag massevis af videoer og opdateringer om livet i kalifatet. Det er meningen, de mange opdateringer skal lokke nye medlemmer til.

21.000 profiler på en måned. Så mange brugere har Twitter måttet slette, fordi de spredte terrorbudskaber. De fleste for terrororganisationen Islamisk Stat, der er eksperter i at bruge de sociale medier til at sprede propaganda og hverve nye medlemmer gennem personlige profiler.

- Individuelle krigere fortæller om deres hverdag, hvad de spiser, og hvordan de lever som en del af et blomstrende samfund, fortæller Thomas Elkjer Nissen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Han har specialiseret sig i terrororganisationernes brug af de sociale medier til at sprede propaganda, og han peger på, at det er umuligt at komme fænomenet helt til livs.

- Hvis du slår én ned, så er der to andre, der popper op et andet sted. Det er utopisk at tro på, at man kan få lukket fuldstændig ned for det.

Kampen er tabt på nettet

Twitter skriver selv, at de har lukket omkring 125.000 terror-relaterede profiler på under ét år. Facebook og YouTube lukker også konstant terrorsider ned, men organisationerne opfinder også deres egne apps til at få deres budskaber ud.

Derfor vil der altid være masser af terrorrelaterede videoer og opslag på nettet, siger Thomas Elkjer Nissen. Men det er svært at måle hvem og hvor mange, der er modtagelige overfor propagandaen. Men det er her, der skal sættes ind, mener han.

- Det handler om opmærksomhed og oplysning til folk som er i risikozonen for at blive påvirket af det her.

Kom med bag om terrororganisationen Islamisk Stats propagandamaskineri i magasinet Horisont i aften på DR1 klokken 21.55.

Facebook
Twitter