Islamisk Stat har næsten fuld kontrol med flygtningelejr ved Damaskus

Siden onsdag har IS erobret 90 procent af flygtningelejren og er for alvor ved at få fodfæste tæt på præsident Bashar al-Assads magtbase i Syriens hovedstad.

Kø til uddeling af mad, da FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten delte mad ud i flygtningelejren Yarmouk i januar 2014. (Foto: UNRWA © Scanpix)

Islamisk Stat forsøger for alvor at få fodfæste tæt på præsident Bashar al-Assads magtbase i Syriens hovedstad, Damaskus.

Terrorbevægelsen har nu taget kontrollen med 90 procent af flygtningelejren Yarmouk, hvor 18.000 palæstinensere har levet i flere år med bombardementer og sult.

Yarmouk ligger i udkanten af Damaskus, og den mest magtfulde oprørsgruppe i Syrien er dermed kun få kilometer fra Bashar al-Assads præsidentpalads.

Det skriver Reuters på baggrund af meldinger fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der fra Storbritannien holder skarpt øje med magtkampene i Syrien.

Islamisk Stat i Assads baghave

I forvejen huser lejren andre oprørsgrupper, som kæmper mod Assad-styret.

Men onsdag rykkede Islamisk Stat ind i Yarmouk og tog kontrol med store dele af den palæstinensiske flygtningelejr. Fredag brød nye kampe ud, og nu har terrorbevægelsen kontrol over stort set hele lejren.

- Yarmouk-lejren oplevede en pause i kampene torsdag, men voldsomme kampe begyndte igen ved daggry fredag inde i lejren, siger Rami Abdel-Rahman fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, ifølge Ritzau.

Det er første gang, at den ekstremistiske gruppe i større omfang indtager et område så tæt på hovedstaden.

Flygtninge er flygtet fra lejren

Oprindeligt var Yarmouk hjemsted for omkring 150.000 palæstinensiske flygtninge, men efter at krigen i Syrien brød ud, er langt størstedelen af indbyggerne flygtet. I dag menes der at være omkring 18.000 tilbage.

I forvejen kontrollerer Islamisk Stat store områder i Syrien og i nabolandet Irak.

Facebook
Twitter