Islamisk Stat nærmer sig USA-base i Irak

Det ligner en velkendt strategi fra islamisterne, som tilsyneladende forsøger at erobre koalitionsbase.

Al-Baghdadi har længe været under belejring af Islamisk Stat, og tidligt torsdag brød kampene ud mellem Islamisk Stat og irakiske sikkerhedsstyrker med støtte fra lokale sunnimilitser. (Foto: ISLAMIC STATE VIDEO / HANDOUT © Scanpix)

Islamisk Stat har torsdag morgen iværksat en større offensiv mod byen al-Baghdadi i den irakiske provins Anbar få kilometer fra en amerikansk militærbase.

Islamisterne har erobret store dele af byen og udgør nu en potentiel trussel mod amerikanske og irakiske soldater på basen, der ligger 10 kilometer derfra, beretter officerer fra den irakiske hær til al-Jazeera.

Offensiven bekræftes af det amerikanske forsvarsministerium og sikkerhedskilder på NBC News.

Været under belejring længe

Al-Baghdadi har længe været under belejring af Islamisk Stat, og tidligt torsdag brød kampene ud mellem Islamisk Stat og irakiske sikkerhedsstyrker med støtte fra lokale sunnimilitser.

Den islamistiske gruppe har angrebet byen fra to fronter, og de militante har erobret terræn i retning af byens centrum.

En anden IS-deling angreb den amerikanske luftbase al-Ain syd for al-Baghdadi, men de blev trængt tilbage af koalitionsstyrkerne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Først basen, så byerne

Ifølge al-Jazeeras korrespondent i Irak er strategien velkendt.

- Hver gang de forsøger at angribe en irakisk militærbase, og i dette tilfælde vil det være den første i koalitionen, så erobrer de først byerne omkring den, siger Imran Khan fra det Qatar-baserede medie.

Al-Ain er del af et netværk af baser, som benyttes af en vestlig koalition, som siden efteråret har bekæmpet Islamisk Stat med kampfly.

Der er 320 amerikanske soldater på basen, der benyttes som træningssted for irakiske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/

Facebook
Twitter