Islamisk Stat tager skylden for bombeangreb i Sri Lanka

Terrororganisationen har ikke fremlagt beviser for udmeldingen.

Kister med ofre for søndagens terrorangreb bæres til begravelser. (Foto: DINUKA LIYANAWATTE © Scanpix)

Islamisk Stats nyhedsbureau Amaq skriver, at gruppen står bag bombeangrebene i Sri Lanka.

Der bliver ikke fremlagt nogen form for bevis eller underbygning af påstanden om, at Islamisk Stat har udført angrebene. Det skriver Reuters.

Antallet af dræbte efter søndagens terrorangreb i Sri Lanka er steget til 321. Næsten 500 meldes såret.

Hoteller og kirker ramt

Bombeeksplosionerne ramte tre kirker og tre hoteller i Sri Lanka tidligt søndag formiddag.

Flere af angrebene blev udført af selvmordsbombere.

Islamisk Stat har tidligere taget skylden for terrorangreb uden at komme med beviser.

Srilankanske myndigheder mistænker lokale islamistiske grupper, men tror samtidig, at de har fået hjælp af internationale terrorgrupper.

Facebook
Twitter