Islamisk Stats leder i Afghanistan meldes dræbt

I alt 11 Islamisk Stat-medlemmer er dræbt i Afghanistan. IS har mistet fire ledere på et år, siger guvernør.

Abu Saad Erhabi blev dræbt af afghanske og udenlandske styrker i den østlige Nangarhar-provins. Her ses styrkerne i provinsen sidste måned. (Arkivfoto) (Foto: JAMES MACKENZIE © Scanpix)

Lederen af terrorgruppen Islamisk Stat (IS) i Afghanistan meldes dræbt under et angreb i det østlige Afghanistan lørdag aften.

Det oplyser den afghanske regerings sikkerhedsdirektorat i en meddelelse søndag.

IS-lederen, Abu Saad Erhabi, blev dræbt, da afghanske og udenlandske styrker angreb et af den militante bevægelses skjulesteder i den østlige Nangarhar-provins.

Ud over Erhabi blev også ti andre IS-medlemmer dræbt, oplyser det afghanske sikkerhedsdirektorat.

Islamisk Stats eget nyhedsbureau, Amaq, har ikke umiddelbart bekræftet nyheden om lederens død. Det har den Nato-ledede mission i Afghanistan heller ikke.

Fjerde leder dræbt på et år

Erhabi er den fjerde IS-leder i Afghanistan, der er blevet dræbt siden juli 2017, siger guvernøren i Nangarhar-provinsen, hvor Islamisk Stat har fået fodfæste.

Erhabi blev bevægelsens øverste leder, efter hans umiddelbare forgænger, Abu Sayed, blev dræbt i et droneangreb i sidste måned.

Islamisk Stat dukkede først op i Afghanistan i 2015.

Det er uvist, præcis hvor mange krigere Islamisk Stat råder over i Afghanistan, men det amerikanske militær anslår, at det drejer sig om rundt regnet 2000 mand.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter