Islamister i Somalia: Ud med musik

En radikal islamisk gruppe i Somalia beordrer radiostationer i Mogadishu til at holde op med at spille musik inden 10 dage.

Inden 10 dage skal radiostationerne i Somalias hovedstad, Mogadishu, holde op med at sende musik ud i æteren. Gør de ikke det, straffes de i henhold til den islamiske sharia-lov.

Det siger den radikale islamiske gruppe Hezb al-Islam, der gav ordren til at stoppe med musikken lørdag, og som kontrollerer dele af den krigsplagede hovedstad.

- Vi beder radiostationerne om at lade være med at udsende sange eller i det hele taget musik. Vi giver dem en frist på 10 dage, og de radiostationer, der ikke følger ordren, vil blive straffet i henhold til sharia, siger Moalim Hashi Mohamed Farah, en af lederne i gruppen.

Kom til Somalia

- Samtidig udsteder vi en ordre til de lokale medier om at lade være med at bruge ordet "udlændinge", når de henviser til muslimske brødre, der kommer til landet udefra for at hjælpe os i kampen imod Allahs fjender, tilføjer han.

Gruppen har gentagne gange opfordret udenlandske jihadister til at komme til Somalia for at hjælpe med at bekæmpe den vestligtstøttede overgangsregering og den internationale styrke fra Den Afrikanske Union.

Hezb al-Islam og den al-Qaida-inspirerede Shebab-gruppe har begge erklæret, at de vil fjerne regeringen og har siden maj i fjor gennemført vedvarende angreb.

Shebab, der kontrollerer omkring 80 procent af landet, har også indført streng islamisk lovgivning i disse områder.

Facebook
Twitter