Islamister truer med at dræbe Merkel og Obama

Islamistiske ekstremister truer med at dræbe Tysklands kansler, Angela Merkel, og USA’s præsident, Barack Obama.

Islamistiske ekstremister truer med at dræbe Tysklands kansler, Angela Merkel. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Islamistiske ekstremister truer nu med at dræbe den tyske kansler, Angela Merkel, og USA's præsident, Barack Obama.

Tyske efterretningsfolk bekræfter, at de i øjeblikket studerer en videooptagelse med truslerne. Det skriver den tyske avis Die Welt ifølge nrk.no.

Videooptagelsen er tilsyneladende tre minutter lang og indeholder udsagn fra en radikal muslim med tysk baggrund. Han kalder sig Abu Azzam og opholder sig i Egypten.

- Osama, vent på os

- Vi ser tilbage på et arabisk forår og frem mod en europæisk sommer. Osama (bin Laden, red.), vent på os, vi ønsker at se Merkel og USA's præsident Barack Obama døde, siger Azzam ifølge Die Welt.

Truslen skal føres ud i virkeligheden i den Tyske Forbundsdag i Berlins centrum. Det vil blive en aktion, som minder om ødelæggelserne af tvillingetårnene World Trade Center i New York 11. september 2001, lyder det i videoen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan skabt frygt for gengældelsesangreb på tysk jord.