Islands regering opløst efter sag om seksualforbryder

Regeringsparti bliver beskyldt for at holde sag om rensning af pædofilidømt hemmelig.

Premierminister Bjarni Benediktssons far er involveret i sagen, fordi han anbefalede at rense straffeattesten hos en mand, der i 2004 blev idømt fem et halvt års fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter fra hun var fem år og 12 år frem. REUTERS/Geirix (Foto: GEIRIX © Scanpix)

Der er regeringskrise i Island, efter at det er kommet frem, at premierminister Bjarni Bendiktssons far har skrevet et brev til myndighederne for at rense en pædofilidømts straffeattest.

Indtil i går har oplysningen været hemmeligholdt. Justitsministeriet har nemlig afvist at oplyse navnet på personen bag brevet. Men da en parlamentarisk komité fastslog, at ministeriet var forpligtet til at oplyse navnet, kom det frem alligevel, skriver det islandske medie Iceland Monitor.

Skandalen har fået partiet Lys Fremtid til at trække sig fra regeringen, da det mener, at der er store tillidsproblemer. Tilbage er Selvstændighedspartiet, som premierministeren repræsenterer, og Reformpartiet.

Det kom ligeledes frem i går, at premierminister Bjarni Bendiktsson har kendt til sagen siden juli, hvor justitsminister Sigríður Andersen forelagde ham oplysningerne.

Faren undskylder for brev

Sagen centrerer sig om en speciel lov i Island. Loven indebærer, at dømte kan søge om at få deres "ære genoprettet" - altså få renset straffeattesten. Blandt andet for at kunne søge arbejde efter afsoningen.

I ansøgningen skal der indgå et brev fra tre borgere, der siger god for den person, som ønsker at få renset attesten. Blandt andet en god ven.

Det er sådan et brev, som premierminister Bjarni Bendiktssons far skrev, hvori han anbefalede at rense straffeattesten hos en mand, der i 2004 blev idømt fem et halvt års fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter, fra hun var fem år og 12 år frem.

Manden endte med at få fjernet alle pletter på straffeattesten for et år siden. Faren har i en pressemeddelelse undskyldt for brevet.

- Hvad der skulle være en lille gestus af god vilje over for en dømt kriminel, har i stedet forvandlet sig til en fortsættelse af tragedien for offeret. Det undskylder jeg for, skriver han ifølge Iceland Monitor.

Muligt nyvalg på Island

Reformpartiets leder, Benedikt Jóhannesson, siger til Iceland Monitor, at sagen har en mere alvorlig karakter, fordi brevet ikke er blevet sendt til hvilken som helst kriminel, men en af Islands mest berygtede pædofile.

Ifølge ham var det en stor overrraskelse, at det var premierministerens far, der stod bag brevet. Men han afviser, at der skulle være et brud på tilliden i regeringen, som partiet Lys Fremtid mener.

Reformpartiet har opfordret til nyt valg så hurtigt som muligt.

Ifølge grundlæggeren af netmediet Islandsk.no, Albert Einarsson, vil der højst sandsynligt blive udskrevet valg.

– Det er mest sandsynligt. Statsministeren har ikke længere flertal for sin regering, og hvis han tager en runde med de andre partier og ingen er villige til at danne nyt flertal, bliver der nyvalg, siger han til den norske avis VG.

Facebook
Twitter