Islands statsminister udskriver valg

Det sker, efter at koalitionsparti har forladt regeringen oven på skandalesag.

Bjarni Benediktsson har udskrevet valg i Island. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

Islændingene skal til stemmeboksene igen kun 11 måneder efter seneste parlamentsvalg.

Det siger landets statsminister Bjarni Benediktsson på et pressemøde, hvor han også fortæller, at han foretrækker, at valget skal foregå til november.

Beslutningen om et nyt parlamentsvalg kommer oven på, at regeringen i dag måtte træde tilbage efter kun otte måneder efter en skandalesag, der direkte involverede statsministeren.

Det har nemlig indtil i går været mørkelagt, at Bjarni Benediktssons far har skrevet et brev til myndighederne til fordel for en pædofilidømt.

Det kom ligeledes frem i går, at statsminister Bjarni Benediktsson fra Selvstændighedspartiet havde kendt til sagen siden juli, hvor justitsminister Sigríður Andersen forelagde ham oplysningerne.

- Jeg var i en svær situation. Jeg havde information om en sag, som ikke var i spotlyset på det tidspunkt. Jeg valgte at behandle sagen som fortrolig den gang, sagde statsministeren på pressemødet ifølge Iceland Monitor, hvor han også direkte tog afstand fra sin far.

- Jeg vil gøre det helt klart, at det kom som et chok for mig. Jeg kunne aldrig selv havde underskrevet et brev, som forsvarer sådanne ting.

Justitsministeriet havde tidligere afvist at oplyse navnet på personen bag brevet, men da en parlamentarisk komité fastslog, at ministeriet var forpligtet til at oplyse navnet, kom oplysningerne frem.

Det fik tidligere i dag den ene af de tre regeringspartnere, Lys Fremtid, til at trække sig fra regeringen, hvilket betød, at den to resterende partier ikke længere havde flertal i det islandske parlament, Altinget. Hermed var regeringens opløsning en realitet.

Faren undskylder for brev

Sagen om Bjarni Benediktssons far omhandler en speciel lov i Island. Loven indebærer, at dømte kan søge om at få deres "ære genoprettet" - altså få renset straffeattesten. Blandt andet for at kunne søge arbejde efter afsoningen.

Det er sådan et brev, som premierminister Bjarni Benediktssons far skrev, hvori han anbefalede at rense at en mand, der i 2004 blev idømt fem et halvt års fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter, skulle have 'genoprejst sin ære'.

I ansøgningen skal der indgå et brev fra tre borgere, der siger god for den person, som ønsker at få renset attesten. Blandt andet en god ven.

Manden endte med at få fjernet alle pletter på straffeattesten for et år siden. Faren har i en pressemeddelelse undskyldt for brevet.

- Hvad der skulle være en lille gestus af god vilje over for en dømt kriminel, har i stedet forvandlet sig til en fortsættelse af tragedien for offeret. Det undskylder jeg for, skriver han ifølge Iceland Monitor.

Den pædofilidømte skulle angiveligt være en af Islands mest berygtede pædofile, hvilket ifølge lederen af den tredje regeringspartner Benedikt Jóhannesson fra Reformpartiet gør historien ekstra alvorlig.

Facebook
Twitter