Islandsk vulkan i udbrud

En vulkan under gletcheren Eyjafjallajokull er gået i udbrud. Det har betydet oversvømmelser og hundredevis af evakueringer.

Vulkanen under gletscheren Eyjafjallajokull er i udbrud i Island. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Scanpix)

Strandede turister, over 700 evakuerede og oversvømmelser.

Alt sammen fordi vulkanen under gletscheren Eyjafjallajokull er gået i udbrud. Og det har fået gletscheren til at smelte.

Mange turister ved vulkanen

- Selve smeltevandet løber i øjeblikket ud på nordsiden af gletsjeren. Det er godt, for der bor ikke folk umiddelbart nord for vulkanen, men det er et område, hvor der ofte er mange turister, og der er faktisk turister der lige nu, fortæller Rikke Pedersen, der er chef for Nordisk Vulkanologisk Center i Island.

Hun befinder sig netop nu i Island og holder øje med vulkanen.

Udbruddet har medført lukkede veje samt oversvømmelser. Myndighederne har lukket alle veje til vulkanen.

Facebook
Twitter