Israel fører suverænt i vaccinekapløbet: Går efter at vaccinere alle voksne inden for to måneder

20 procent af Israels befolkning har allerede modtaget første dosis af covid-19-vaccinen.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, afholdt i dag en ceremoni, da endnu en stor portion covid-19-vacciner nåede Tel Aviv. (Foto: MOTTI MILLROD © Scanpix)

Hvis indsatsen med at få vaccineret sin befolkning mod covid-19 var et cykelløb, så ville Israel have en komfortabel føring ned til resten af feltet.

I det lille, mellemøstlige land har omkring en femtedel af befolkningen nemlig fået det første prik med covid-19-vaccinen, og i dag kunne de første israelere tilmed rulle ærmerne op igen for at få deres anden dosis af vaccinen fra Pfizer og Biontech.

Danmark er med i toppen, men langt bag Israel, når det kommer til andelen af befolkningen, der har modtaget en covid-19-vaccination. De reelle tal kan være en smule højere for enkelte lande, da der er forskel på, hvor ofte de opdaterer deres tal. (© Our World in data)

Og ifølge den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, står landet nu til at modtage endnu flere vacciner.

- Under min 16. og 17. samtale med Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla, blev vi enige om at sende større mængder vacciner til Israel, så vi kan vaccinere alle israelere over 16 år inden for to måneder, lød meldingen i aftes fra premierministeren.

Nu går landet med knap ni millioner indbyggere efter at vaccinere 200.000 mennesker om dagen.

Gik en anden vej end EU

Israel er hurtigt kommet til tops, når det angår adgang til vacciner. I november havde landet ikke købt en eneste dosis hos Pfizer, fordi man i stedet havde satset på vaccinen fra medicinalvirksomheden AstraZeneca.

Men så tilbød landet Pfizer-Biontech at fungere som et slags forsøgsland for deres vaccine og begyndte efter en lyngodkendelse at give de første stik i midten af december.

Ligesom USA og Storbritannien formåede Israel at rykke hurtigt med opkøbsaftaler, fordi man fritog Pfizer-Biontech fra ansvar, hvis det skulle vise sig, at der var noget galt med vaccinen.

Det står i kontrast til fremgangsmåden i de 27 EU-lande. Her foretog EU’s medicinalagentur, EMA, en mere grundig godkendelse af vaccinerne, hvor der blev gennemgået flere data, end eksempelvis Storbritannien har gjort i deres proces.

Og samtidig insisterede EU på, at medicinalfirmaerne løbende skal overvåge effekten af deres vaccine, og at medicinalfirmaet har ansvaret, hvis der skulle opstå uventede bieffekter.

Har forberedt sig i årevis

Israels suveræne førsteplads i vaccinekapløbet har to forklaringer, lyder det fra Jotam Confino, som er journalist på den israelske avis Haaretz.

- Det skyldes rettidig omhu og gode kontakter til Pfizer og Moderna, siger han om de to medicinalvirksomheder, der leverer covid-19-vacciner til hele verden.

Han peger på, at Israel har et sundhedssystem, som logistisk er indrettet til at udføre massevaccinationer.

- Hver vinter udfører man massevaccinationer mod influenza, så man er vant til at have et system, der kan finde ud af at rulle vaccinationer ud. Og så har man altså også forberedt sig de seneste 15 år på epidemier og pandemier, siger han.

- Det vil sige, at sundhedspersonalet har været klar til nødsituationer, hvis der skulle komme en pandemi, så man har været rigtigt forberedt på det her, siger han.

  • Der er blandt andet indført en drive-in mulighed, når israelerne får deres stik. (Foto: AMMAR AWAD © Scanpix)
  • Samtidig har også unge mennesker kunnet få gavn af overskydende vaccinedoser ved at dukke op sidst på dagen for at undgå spild, påpeger Jotam Confino. (Foto: AMMAR AWAD © Scanpix)
  • Han peger på, at Netanyahu er gået forrest for at undgå vaccineskepsis og var den første israeler, der fik begge to stik. (Foto: Miriam Elster/ POOL © Scanpix)
1 / 3

Og så er der altså den tætte kontakt til medicinalgiganten Pfizer, som Nethanyahu ikke har lagt skjul på. Jotam Confino peger på, at Israel står til at modtage 10 millioner vaccine-doser inden marts.

- Det er altså virkelig afgørende, at man har så tæt forbindelse til for eksempel Pfizer og Moderna, siger han.

Benjamin Netanyahu holdt i dag tale foran et fly fyldt med vacciner, hvor han omtalte Pfizer-chefen som en ven:

Danmark kigger mod Israel

I onsdags gik statsminister Mette Frederiksen til tasterne på de sociale medier og fortalte, at hun har været i kontakt med Netanyahu.

- Israel er nået langt i deres vaccinationsindsats, og jeg havde en god samtale med den israelske premierminister, skriver statsminister Mette Frederiksen i en mail til DR Nyheder om snakken med den israelske premierminister.

- Danmark er godt med i vaccinationsindsatsen internationalt set. Der er vaccineret mere end 100.000 danskere, og vi er det land i EU, som har vaccineret den største andel af befolkningen. Men det er stadigvæk vigtigt, at vi udveksler erfaringer og lader os inspirere af hinanden, ligesom vi har gjort under pandemien hidtil, forklare Mette Frederiksen i mailen.

Flere israelske medier har rapporteret, at Danmark har anmodet om at få adgang til nogle af de israelske vacciner. Men det afviser Statsministeriet umiddelbart.

- Israel er nået langt i deres vaccinationsindsats, og det er vigtigt, at lande udveksler erfaringer og lærer af hinanden. Statsministeren og den israelske premierminister drøftede en række emner, herunder muligheden for evt. samarbejde på vaccineområdet, men det var ikke på tale, at Danmark skulle overtage nogen af Israels aktuelle Pfizer-BioNTech vacciner, lyder det fra Statsministeriet i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Hos det israelske udenrigsministerium lyder meldingen, at Mette Frederiksen "udtrykte stor interesse i Israels vaccine-operation og søgte at lære fra de israelske erfaringer", og at de to aftalte, "at øge det bilaterale samarbejde".

Har haft problemer med håndteringen

Mens Israel ligger klart i front på vaccineområdet, betyder det ikke, at landet ikke har haft udfordringer med covid-19. Landet oplever en stødt stigende smittekurve og befinder sig lige nu i sin tredje nationale lockdown, påpeger avisen Haaretz.

3.651 af landets indbyggere er registeret døde med covid-19, og i september måtte landet som det første i verden lukke ned for anden gang.

Israel skal den 23. marts afholde landets fjerde parlamentsvalg på under to år, og her er udrulningen af coronavaccinen blevet en meget vigtigt værktøj for premierminister Netanyahu, siger Jotam Confino.

Han står nemlig til en stor personlig sejr, hvis han kan få hele Israels befolkning vaccineret inden valget.

- Han ridder på en succesbølge lige nu, og folk har i det hele taget en tendens til at glemme, hvor miserabelt det rent faktisk har været hernede i de seneste 10 måneder, og hvor dårligt regeringen rent faktisk har håndteret pandemien på mange områder.

Opdateret med citat fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter