Israel fortsætter masseanholdelser i jagt på teenagere

Siden fredag er 240 palæstinensere anholdt af israelsk politi i eftersøgningen af tre forsvundne teenagere.

24o palæstinensere er blevet anholdt de seneste dage, efter at tre israelske drenge er forsvundet på Vestbredden. (Foto: Jaafar Ashtiyeh © Scanpix)

Israel har i løbet af natten anholdt 65 palæstinensere i eftersøgningen af tre teenagere, der menes at være bortført af Hamas i sidste uge.

Mange af de tilbageholdte palæstinensere blev løsladt fra fængslet i 2011 ved en omfattende fangeudveksling, da over 1.000 palæstinensiske fanger blev løsladt mod frigivelsen af en israelsk soldat.

De tre unge israelere forsvandt nær den israelsk-besatte palæstinensiske by Hebron på Vestbredden torsdag. De tre teenagere, to på 16 år og en på 19 år, stod og blaffede og fik til sidst et lift fra en jødisk bosættelse torsdag aften.

Vil ødelægge palæstinenserne

Siden fredag har Israel gennemsøgt 800 opholdssteder, og 10 Hamas-institutioner er blevet ransaget. Omkring 240 palæstinensere er blevet anholdt i eftersøgningen af teenagerne.

Palæstinensernes selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, beskylder bortførerne for at ville ødelægge palæstinenserne.

- Dem, der har bortført de tre teenagere, vil ødelægge os. Vi vil holde dem ansvarlige, siger Mahmoud Abbas på et møde i den saudiarabiske by Jeddah.

/ritzau/AFP