Det skulle være så godt som sikkert, at den israelske befolkning nu sikres yderligere med nok et forsvarssystem, der skal supplere de nuværende to forsvarssystemer Iron Dome (Jernskjoldet, red.) og Arrow (Pil, red.).
Navnet på det avanceret luftforsvarssystem, som i dag gennemgik de endelige forsøg i Jerusalem, kaldes "Davids Slynge" i folkemunde også benævnt "Tryllestaven".
Det avancerede luftforsvarssystem er udviklet i samarbejde med USA, og efter tirsdagens forsøg har den israelske forsvarsminister, Moshe Ya'alon, udtalt, at Davids Slynge formodes at være opstillet og i drift næste år.
Dermed vil et lufttæt missilskjold være i fuld operation, skriver Reuters.
Udfylder hul mellem langt og kort
Davids Slynge er designet til at skyde raketter, missiler og fly ned med en afstand på mellem 100 og 200 kilometer. Det vil således udfylde det operationelle hul, som efterlades mellem Iron Dome, der kan stoppe kortrækkende missiler, og Arrow, som kan opsnappe meget langtrækkende indflyvende missiler.
Det er særligt Iran, der har været i tankerne under udviklingen af Arrow, det ældste israelske forsvarssystem, som senest i efteråret blev forbedret efter en ny "prøvekørsel".
Iran menes at have over 400 ballistiske missiler, der kan nå Israel.
I sidste måned anmodede Israel om endnu to milliarder kroner oveni den ene milliard kroner, som foreløbigt er bevilget af Kongressen i USA.
Atomforhandlinger undervejs
Testene af Davids Slynge foregik på dagen, hvor forhandlingerne om Irans atomprogram havde deadline. Tirsdag skulle parterne efter planen indgå en såkaldt rammeaftale. Men forhandlingerne har ikke flyttet sig meget i de syv dage, de seks stormagter og Iran har siddet over for hinanden.
Dog siger CIA-chef John O. Brennan ifølge Ritzau:
- Iran har indset, at der vil være 'enorme omkostninger og konsekvenser', hvis det udvikler atomvåben.
En endelig deadline for en aftale om Irans atomprogram er sat til den 30. juni.