Israel har fundet 2700 år gammelt lerstykke med bibelsk segl

Arkæologer har fundet et gammelt lerstykke, der muligvis har tilhørt Jerusalems bibelske guvernør.

Shlomit Weksler-Bdolah viser det lille stykke ler, som skal være 2700 år gammelt, og som angiveligt tilhørte Jerusalems guvernør. (Foto: REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix © Nir Elias)

Arkæologer i Israel har fundet et ældgammelt stykke ler, der muligvis kan underbygge biblens ord om, at der fandtes en leder i Jerusalem.

Det er en slags segl af ler, og det har en indgravering. Den forestiller to mænd, der ser på hinanden som i et spejl, og nedenunder er der en tekst på gammelt hebraisk:

"Til byens guvernør".

- Det er et meget sjældent fund, siger Shlomit Weksler-Bdolah fra de israelske antikvitet-myndigheder.

- Fundets store vigtighed er, at vi indtil nu kun har kendt til udtrykket "byens guvernør" fra biblen, siger hun.

- Det er første gang, at vi ser det i arkæologisk sammenhæng, i en arkæologisk udgravning med en struktur fra det syvende århundrede før Kristi fødsel.

På lerstykket står der ikke noget om navnet på guvernøren eller om Jerusalem. Men Weksler-Bdolah mener, at det henviser til Jerusalems guvernør.

Hun tilføjer, at seglet inden længe skal igennem en mere grundig videnskabelig undersøgelse, og det ventes, at den vil afsløre en tilknytning til Jerusalem.

Lerstykket blev fundet i en bygning i Jerusalems Gamle By nær Grædemuren, der er den sidste mur, som er tilbage fra jødernes andet tempel.

Lerstykket kan dateres til 700 år før Kristi fødsel, og dengang lå jødernes første tempel i Jerusalem.

/ritzau/

Facebook
Twitter