Israel har sendt kampfly ind over Gaza efter ni timers raketangreb

Siden i morges er Israel blevet ramt af raketter, efter en militant leder i Gaza er blevet dræbt.

Israel er dagen igennem blevet ramt af raketter affyret fra Gaza-striben. (Foto: Ahmad gharabli © Scanpix)

Israel har sendt kampfly ind over Gaza og udført en række angreb.

Det oplyser Israels militær til nyhedsbureauet AP og det israelske medie Haaretz.

Israels militær skrev tidligere på Twitter, at kampflyene var på vej ind over Gaza-striben.

- Når terrorister affyrer raketter fra Gaza mod Israel, rammer de civile i flæng. Det, som israelske kampfly skal til at gøre, vil ikke gøre det.

Ifølge militæret har Israel ramt en træningslejr og en underjordisk våbenfabrik tilhørende den palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad.

Gazas sundhedsministerium oplyser til AP, at en 25-årig palæstinenser er blevet dræbt i luftangrebene.

Angrebene fra kampflyene sker som et modsvar på, at Israel dagen igennem er blevet ramt af raketter affyret fra Gaza-striben, efter at en leder af den palæstinensiske milits Islamisk Jihad ved navn Baha Abu Al-Atta blev dræbt i et israelsk angreb i nat.

Ifølge Israels udenrigsministerium er der på ni timer affyret mere end 150 raketter mod Israel. 60 af dem er blevet indfanget af Israels missilforsvar, Iron Dome. 40 personer er ifølge ministeriet kommet til skade i angrebene.

Klar på jorden, i luftet og på havet

Udvikling har fået chefen for den israelske hær, Aviv Kochavi, til at sige, at Israel er klar til at svare igen på angrebene.

- Vi er ikke interesserede i en eskalering, men vi er klar. På jorden, i luftet og på havet, siger han ifølge The Jerusalem Post.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har også varslet, at han ikke vil sidde på sine hænder, mens hans land bliver angrebet.

- Enhver, der tror, at de kan ramme vores civile og slippe afsted med det, er gal på den. Hvis du rammer os, rammer vi dig, siger han til Jerusalem Post.

Tager det som en krigserklæring

Efter drabet på Baha Abu Al-Atta har Islamisk Jihad udtalt, at Israel har presset gruppen til at gå i krig.

- Den her terrorkriminalitet er en agression og en krigserklæring mod det palæstinensiske folk, og fjenden bærer ansvaret for dem, lyder det ifølge Haaretz i en udtalelse fra gruppen.

Gruppen fortsætter i udtalelsen, at der er blevet sat en mobilisering i gang, der skal svare Israel igen.

Store menneskeflokke samlede sig i Gaza for at begrave Baha Abu Al-Ata. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)

Raketterne fra Gaza har primært været rettet mod det sydlige Israel, men flere skal også have ramt andre dele af landet - blandt andet storbyen Tel Aviv. Derfor har luftalarmen også kunnet høres i Israel dagen igennem.

Det har fået det danske udenrigsministerium til at komme med instrukser til danskere, der skulle befinde sig i området:

- Følg myndighedernes anvisninger og søg sikkerhed ved luftalarm. Efter sirenen, bliv i sikkerhedsrummet i ti minutter, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.