Israel retter første angreb mod Gaza siden våbenhvile

Set i lyset af de fortsatte terrorhandlinger fra Gaza er Israel klar til fornyet kamp, meddeler militæret.

Eksplosioner lyser nattehimlen op i Khan Yunis i den sydlige del af Gaza under israelske luftangreb tidligere i dag. (Foto: SAID KHATIB © Ritzau Scanpix)

Israel har rettet nye luftangreb mod "militærposter tilhørende Hamas" i Gaza.

Det sker som svar på ballonbomber, som militante palæstinensere ifølge israelerne har sendt ind over grænsen til det sydlige Israel.

Ballonbomberne, som er balloner med eksplosive genstande påmonteret, var angiveligt skyld i, at der blev antændt brande på flere marker. Det oplyser det israelske militær i en udtalelse til nyhedsbureauet Reuters.

I en erklæring udtaler militæret, at det er "forberedt på alle scenarier, herunder fornyet kamp set i lyset af de fortsatte terrorhandlinger fra Gaza".

Angrebene er de første af sin slags, siden en våbenhvile mellem de stridende parter trådte i kraft 21. maj efter 11 dages krigshandlinger, hvor hundredvis af mennesker blev dræbt.

En palæstinensisk arbejder inspicerer en af de bygninger i Gaza, der blev ødelagt af israelske luftangreb i starten af maj. (Foto: Mohammed Abed © Ritzau Scanpix)

Uroligheder i omstridt bydel

Angrebene natten til onsdag kommer i kølvandet på en israelsk nationalistisk march i Østjerusalem tirsdag, hvor flere end 1.000 ultranationalistiske demonstranter med israelske flag strømmede ind i Jerusalems gamle bydel.

Midt i en i forvejen højspændt tid indsatte politiet vejblokader og affyrede gummikugler for at fjerne palæstinensere fra ruten.

Læger oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at 33 palæstinensere blev kvæstet. Imens oplyser det israelske politi, at to politibetjente blev såret, mens 17 personer blev anholdt.

Israelske højrefløjsgrupper under gårsdagens "flagmarch" i det østlige Jerusalem. (Foto: ATEF SAFADI © Ritzau Scanpix)

Tirsdagens march kommer, blot dagen efter at Israel mandag tog hul på en ny politisk epoke med den nationalistiske Naftali Bennett i spidsen for en skrøbelig koalitionsregering.

Bennett skal lede regeringen i to år. Herefter skal han afløses af midterpolitikeren Yair Lapid, der har været en drivkraft i at samle en koalition af otte partier for at vippe Benjamin Netanyahu af magten.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk