Israel sårer palæstinensere i angreb

Lægekilder rapporterer, at fire militante palæstinensere er blevet såret i et israelsk angreb i det sydlige Gaza.

Palæstinensere betragter en smadret bil efter et israelsk luftangreb i det sydlige Gaza. (Foto: © Said Khatib, Scanpix)

Fire militante palæstinensere blev mandag såret i et luftangreb i den sydlige del af Gazastriben. Det sagde palæstinensiske lægekilder.

Kilderne havde tidligere oplyst, at en af de militante var blevet dræbt.

Ville ramme bevæbnede mænd

Den israelske hær bekendtgjorde, at den forsøgte at ramme bevæbnede mænd, som havde affyret to mortérbomber, der landede i Israel.

En talsmand for israelsk politi sagde, at der ikke var meldt om sårede eller beskadigelser.

Egypten forsøger at overtale Israel og den militante palæstinensiske Hamasbevægelse til at acceptere en varig våbenhvile. Foreløbig har parterne bekendtgjort separate våbenhviler den 18. januar, som bragte Israels tre uger lange militære offensiv i Gaza til ophør.