Israels Netanyahu vinder overraskende parlamentsvalget

Med 99,5 procent af stemmerne talt op i Israel står Benjamin Netanyahu med størst opbakning fra vælgerne.

Israels regeringsleder, Benjamin Netanyahu skal nu ud at finde koalitionspartnere, for der er langt fra Likuds 30 mandater til flertallet på 61 i parlamentet Knesset. (Foto: Nir Elias © Scanpix)

Israels konservative premierminister, Benjamin Netanyahu, har længe været bagud i meningsmålingerne, men parlamentsvalget i går blev alligevel en gyser.

Hans Likud-parti står til 30 pladser, mens oppositionspartiet Zionistisk Union ser ud til at får 24 mandater, skriver avisen Haaretz.

Resultatet står klart, efter at 99,5 procent af stemmerne ifølge avisen er optalt.

Erklærer valgsejr på Twitter

Allerede tirsdag aften erklærede Benjamin Netanyahu på de sociale medier Twitter og Facebook, at han har taget en stor valgsejr, mens Isaac Herzog fra Zionistisk Union endnu ikke har erkendt nederlaget.

Benjamin Netanyahus slutspurt har tilsyneladende virket. Han har sagt, at hvis han igen kan danne regering, vil det betyde flere jødiske bosættelser, og han har lovet, at palæstinenserne ikke vil få deres egen stat med ham som israelsk premierminister.

Langt fra nødvendige 61

De 30 mandater er et godt stykke fra de 61, der er nødvendige for at have flertal i parlamentet, Knesset, og Netanyahus skal nu ud at søge koalitionspartnere. Hvis præsident Reuven Rivlin peger på ham som den, der skal forsøge at danne en regering.

Hvis Netanyahu får opgaven, har han 42 dage til jobbet.

/DR Nyheder/