Israels nye regering er taget i ed: 'Det er en ganske anderledes regering end dem, Israel har set tidligere'

Benjamin Netanyahu er taget i ed som israelsk premierminister i spidsen for det, der kaldes landets mest højreorienterede regering nogensinde.

Benjamin Netanyahu i Israels parlament i dag, hvor han blev taget i ed som premierminister og præsenterede sin nye regering. Det er sjette gang, at han gør det. (Foto: © AMIR COHEN, Ritzau Scanpix)

Benjamin Netanyahu er i dag taget i ed som Israels premierminister. Det er tredje gang, at han bliver israelsk premierminister.

Det skete i Knesset, Israels parlament, i Jerusalem, hvor Netanyahu præsenterede sin nye regering. Den blev godkendt med 63 stemmer for ud af Knessets 120 medlemmer.

Men Netanyahu blev også taget i ed som premierminister under heftige protester. Foran Knesset var der, ifølge nyhedsbureauet AP, tusindvis af demonstranter, som er utilfredse med den nye regering.

Fra talerstolen i Knesset måtte Netanyahu også finde sig i at blive afbrudt flere gange af oppositionspolitikere, som gentagne gange råbte "svagt" efter den nye premierminister.

- Jeg hører den konstante jamren fra oppositionen om landets og demokratiets endeligt. Medlemmer af oppositionen: At tabe i et valg er ikke demokratiets endeligt, det er essensen af demokratiet, sagde Benjamin Netanyahu fra talerstolen.

Den afgående premierminister, Yair Lapid, skriver på Twitter, at det er med et tungt hjerte, han overdrager magten i Israel til Benjamin Netanyahu.

- Vi overdrager et land i fremragende forfatning med en stærk økonomi, forbedrede forsvarskapaciteter og stærk afskrækkelse med en af de bedste internationale statusser nogensinde. Forsøg at lade være med at ødelægge det. Vi kommer tilbage snart, lyder det fra Lapid.

Men for den nye premierminister handler det om at komme i arbejdstøjet, for han har meget, han vil opnå med sin nye regering og siger, at han vil tjene alle israelere.

- Dette er sjette gang, jeg præsenterer en ny regeringen med mig i spidsen, og jeg er lige så begejstret som første gang, sagde Netanyahu.

En ganske anderledes regering

Ifølge Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, Allan Sørensen, er det er en ganske anderledes regering, der i dag er blevet en realitet, end Israel hidtil har set, selvom Benjamin Netanyahu har stået i spidsen for seks forskellige regeringer.

- De fleste israelere er klar over, hvad enten man er imod eller for den her regering, at det er en ganske anderledes regering end dem, Israel har set tidligere. Det er en mere ekstrem, målrettet og på sin vis mere religiøs fundamentalistisk regering, Israel har fået, siger Allan Sørensen.

  • Demonstranter protesterer udenfor Knesset, Israels parlament, mens Benjamin Netanyahu bliver taget i ed som premierminister i spidsen for landets nye højrenationalistiske regering. (Foto: © AMMAR AWAD, Ritzau Scanpix)
  • Ifølge nyhedsbureauet AP var der flere tusind demonstranter til stede foran Knesset. (Foto: © Abir sultan, Ritzau Scanpix)
  • "Bibelsk katastrofe" kalder en af demonstranterne den nye israelske regering på sit skilt. (Foto: © Ahmad gharabli, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Fra talerstolen i Knesset sagde Netanyahu, at den første opgave for hans nye regering er at forpurre Irans bestræbelser på at udvikle atomvåben.

Dernæst vil han "udvide fredscirklen med de arabiske stater med det mål at gøre en ende på den israelsk-arabiske konflikt".

Ifølge BBC indeholder regeringsgrundlaget også en deklaration om, at "det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle landområder i Israel", hvilket inkluderer Vestbredden, som regeringen bebuder, at den vil oprette nye bosættelser i.

- Mange frygter først og fremmest, at det vil gøre Israel til en anderledes stat med ny lovgivning, der vil diskriminere ikke-jødiske mindretal.

- Men i den nye regering bliver der også sat meget, meget stort fokus på et kæmpestort budget, bosættelser, opførelse af nye bosættelser på Vestbredden og en hårdere hånd på Vestbredden, siger Allan Sørensen.

Der er også normaliseringen af forholdene med flere arabiske stater, som Netanyahu nævnte fra talerstolen. Men det kan vise sig kompliceret, for flere arabiske lande støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat, som Israel så hårdnakket modkæmper.

Ifølge Allan Sørensen blev der talt om Saudi-Arabien som det næste land i køen til et mere normaliseret forhold, og fra israelsk side vil man se det som en sejr, hvis det kan opnås, selvom Saudi-Arabien er et af de lande, der støtter en palæstinensisk stat.

- Jeg tror, Netanyahus regering opfatter normalisering med flere og flere arabiske lande som en måde, de arabiske lande siger, at de er villige til at indgå i handel med Israel på bekostning af palæstinenserne.

- Så jeg tror, at man fra israelsk side ser det som en slags sejr over palæstinenserne, hvis man får aftaler med de arabiske lande, siger Allan Sørensen.

Benjamin Netanyahu var første gang premierminister i 1990'erne, inden han igen var det fra 2009-2021. Nu er han premierminister i Israel for tredje gang. (Foto: © AMIR COHEN, Ritzau Scanpix)

For palæstinenserne ændrer det dog ikke så meget, at Israel har fået en ny regering, som vil tage en hårdere linje mod dem. Det har de prøvet før, siger Wasel Abu Yousef, medlem af eksekutivkomiteen i Den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO).

PLO er en organisation, der ønsker at oprette en selvstændig palæstinensisk stat, og den har observatørstatus i FN.

- Vi har oplevet tidligere regeringer, der forsøgte at bryde palæstinensernes vilje, og de lykkedes ikke.

- Vi vil fortsat tilslutte os vores internationale rettigheder og beslutninger med international legitimitet, som garanterer vores rettighed til selvbestemmelse og at etablere en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, siger Wasel Abu Yousef.

2022 har været det voldeligste år mellem Israel og Palæstina siden 2015.