Israelsk minister tror på, at man kan omvende homoseksuelle: 'Jeg har gjort det'

Netanyahu tager afstand fra uddannelsesministers kommentarer, som kan være skadelige for regeringen før valg.

Her ses deltagere ved den årlige pride-parade i Jerusalem i juni 2019. (Foto: MENAHEM KAHANA/ABBAS MOMANI © Ritzau Scanpix)

Israels uddannelsesminister har i et interview på israelsk tv lørdag luftet sin støtte til kontroversielle behandlinger, der skal omvende homoseksuelle.

Kommentarerne har fået Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at tage kraftig afstand fra ministerens holdning.

Behandlinger, der har til formål at ændre på en persons seksuelle eller kønslige identitet gennem psykologisk, spirituel eller til tider fysisk behandling, er i Vesten noget, der i stor udstrækning er blevet taget stærk afstand fra.

Blandt andet er denne type behandlinger blevet fordømt og kategoriseret som skadelige af lægeorganisationer som American Medical Association i USA.

Rafael Peretz, der er ortodoks rabbiner og står i spidsen for partiet Det Jødiske Hjem, blev i sidste måned udpeget som uddannelsesminister i Nethanyahus koalitionsregering.

Rafael Peretz nåede ikke at være uddannelsesminister i lang tid, før han kom i problemer - både i befolkningen og regeringen. (Arkiv) (Foto: pool © Scanpix)

Har selv behandlet homoseksuel

I et interview på den israelske tv-station Channel 12 TV sagde han lørdag, at han tror på, at terapi, der skal omvende homoseksuelle, kan virke.

- Jeg har et dybt kendskab til undervisningsspørgsmål, og jeg har gjort det, siger ministeren.

Han fortæller, at han selv har behandlet en homoseksuel mand.

- Først omfavnede jeg ham. Jeg sagde varme ting til ham. Jeg sagde, "lad os tænke. Lad os studere. Lad os overveje." Målet er først og fremmest, at han skal lære sig selv godt at kende, og så kan han beslutte sig, siger Peretz.

Kommentarerne har vakt vrede i Israels centrum-venstre opposition.

Oppositionen har forud for valget i september forsøgt at tegne et billede af Nethanyahu som en premierminister, der vil sætte gang i en ortodoks indoktrinering af landet, hvor flertallet af den jødiske befolkning identificerer sig som uortodokse og tilhængere af et sekulært samfund.

Det israelske LGBT-samfund kræver, at Peretz bliver afsat som minister som følge af sine bemærkninger.

Kort efter interviewet siger Nethanyahu, at han har talt med Peretz og irettesat ham.

- Uddannelsesministerens kommentarer om LGBT-samfundet er uacceptable for mig og afspejler ikke den israelske regerings holdninger, siger premierministeren i en pressemeddelelse.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter