Israelsk politi slår palæstinensere med knipler ved begravelsesoptog for stjernejournalist

Journalisten Shireen Abu Aklek blev i dag begravet i Jerusalem.

Videooptagelser viser, at israelsk politi angreb palæstinensere under begravelsen af journalisten Shireen Abu Akleh. (Foto: AMMAR AWAD © Ritzau Scanpix)

Sørgende er i dag flokket til Jerusalem, hvor den palæstinensisk-amerikanske journalist Shireen Abu Aklek blev begravet.

Men begravelsesoptoget udviklede sig voldeligt, da israelske politistyrker angreb palæstinensere, som bar Shireen Abu Akleks kiste.

Ifølge CNN samledes hundredvis af palæstinensere tidligere i dag ude foran hospitalet St. Joseph i det østlige Jerusalem, hvor Shireen Abu Akleks lig befandt sig inden begravelsen.

Da de sørgende palæstinensere løftede kisten ud fra hospitalet, blev de mødt af et kampklædt israelsk politi, som havde opstillet vejspærringer til og fra hospitalet.

Det israelske politi ville have kisten transporteret i en rustvogn, mens palæstinenserne forlangte, at kisten blev båret til fods til den græsk-ortodokse kirke i Jerusalem, hvor en begravelsesceremoni fandt sted senere på dagen.

  • Ifølge Reuters var det blandt andet familie og venner til Shireen Abu Akleh, der var mødt op ved St. Joseph-hospitalet, hvor kampklædte israelske politistyrker stod klar. (Foto: AMMAR AWAD © Ritzau Scanpix)
  • Flere fra folkemængden, som bar kisten, blev angrebet af israelsk politi med knipler. (Foto: Ahmad gharabli © Ritzau Scanpix)
  • Flere i menneskemængden foran hospitalet havde medbragt palæstinensiske flag, som israelsk politi forsøgte at fjerne. (Foto: ATEF SAFADI © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Ifølge CNN's reportere på stedet, blev der blandt andet affyret tåregas mod menneskemængden.

Liveoptagelser fra mediet Al Jazeera viser, at det israelske politi slog sørgende palæstinensere med knipler, mens de bar den dræbte journalists kiste. Det kan man blandt andet se på en video, som Al Jazeera har lagt op på Twitter.

Andre tv-billeder viser, at Shireen Abu Aklehs var tæt på at blive tabt på jorden.

Mediet Le Monde skriver, at det israelske politi også snuppede palæstinensiske flag fra menneskemængden.

Efterfølgende blev kisten bragt tilbage til hospitalet, hvorefter den blev transporteret videre i en rustvogn, skriver CNN.

Dræbt med pressevesten på

Shireen Abu Akleh havde i årtier dækket konflikten mellem Israel og Palæstina på Vestbredden, men i onsdags blev stjernejournalisten dræbt, da hun udførte sit arbejde.

Det skete, da hun tidligt onsdag morgen dækkede en israelsk militærrazzia i byen Jenin på den nordlige vestbred.

Ifølge hendes arbejdsgiver, tv-stationen Al Jazeera, bar den 51-årige palæstinensiske-amerikanske journalist hjelm og en skudsikker vest med ordet "presse", da hun blev ramt af et skud i ansigtet.

Journalisten Shireen Abu Akleh arbejdede for Al Jazeera, hvor hun gennem årtier dækkede konflikten mellem Israel og Palæstina. Hun blev 51 år. (Foto: AL JAZEERA HANDOUT © Ritzau Scanpix)

Al Jazeera beskylder Israel for at stå bag drabet, og kalder det "med fuldt overlæg" og med "koldt blod", skriver Ritzau.

Men omstændigheder bag drabet er stadig uklare, skriver CNN.

Torsdag afviste palæstinensiske myndigheder Israels tilbud om en fælles efterforskning af drabet, da man insisterer på en uafhængig proces. Samtidig ønsker palæstinenserne at bringe dem, der vil blive anklaget for drabet, for Den internationale Krigsforbryderdomstol.

Den palæstinensiske premierminister, Mohamed Shtayyeh, fortalte torsdag til Al Jazeera, at resultaterne af deres egen efterforskning vil blive offentliggjort snarligt, og at den vil indeholde en obduktionsrapport.

Israel siger, at man efterforsker Shireen Abu Akleks dødsfald.

I første omgang sagde Israels militær, at den dræbte journalist muligvis kunne være blevet ramt af "bevæbnede palæstinensere", men siden har man ændret forklaring.

Talsmand Amnon Shefler fra Israels forsvarsstyrker (Israel Defence Forces) siger til CNN, at "man endnu ikke ved", hvem der skød Shireen Abu Aklek.

EU-delegation kritiserer unødvendig magtanvendelse

Volden i forbindelse med begravelsen af Shireen Abu Akleh vækker harme hos blandt andre EU's delegation for palæstinensere.

  • Her ses Shireen Abu Akleks kiste i den græsk-katolske kirke, som ligger i det kristne kvarter i Jerusalems gamle bydel. (Foto: RONALDO SCHEMIDT © Ritzau Scanpix)
  • Tusindvis af sørgende var en del af begravelsesoptoget, som fragtede kisten til Mount Zion-kirkegården i Jerusalem. (Foto: RONALDO SCHEMIDT © Ritzau Scanpix)
  • Palæstinensere samler sig om gravpladsen, hvor Shireen Abu Aklek blev stedt til hvile. (Foto: Hazem Bader © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Twitter kritiserer delegationen den "unødvendige magtanvendelse" man har set i forbindelse med begravelsen.

- EU og ligesindede partnere deltog i begravelsen af Shireen Abu Akleh i det besatte Østjerusalem.

- Rystet over volden på St. Joseph Hospital-området og niveauet af unødvendig magtanvendelse fra det israelske politis side under begravelsesoptoget. Sådan en urimelig opførsel vil kun øge spændingerne, skriver man på Twitter.

Shireen Abu Akleh, der var kristen palæstinenser, blev begravet på Mount Zion-kirkegården i den østlige del af Jerusalem.