Israelske oppositionspartier går sammen om at danne regering uden om Netanyahu

Højrefløjspolitikeren Naftali Bennett og oppositionsleder Yair Lapid vil dele magten i Israel og afslutte Netanyahu-æra

Lederen af det arabiske parti Raam, Mansour Abbas (t.h.) underskriver her en koalitionsaftale med de to måske kommende premierministre i Israel, oppositionsleder og formand for partiet Yesh Atid, Yair Lapid (t.v.) og Naftali Bennett (i midten) fra partiet Yamina. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Den israelske oppositionsleder Yair Lapid meddelte sent onsdag aften præsident Reuven Rivlin, at han har opbakning fra et flertal af medlemmerne i det israelske parlament, Knesset, til at danne en ny regering.

Det oplyser både Lapids midterparti, Yesh Atid, og præsidenten.

I en erklæring fra præsidentens kontor fremgår det videre, at premierministerposten vil blive delt mellem Yair Lapid og Naftali Bennett fra det israelske højrefløjsparti Yamina.

Således skal 49-årige Bennett efter planen stå i spidsen for den israelske regering de første cirka to år af embedsperioden. Herefter tager 57-årige Lapid over.

- Det er mig en ære at informere dig om, at det er lykkedes mig at danne en regering, lød det fra oppositionslederen til præsidenten, som lykønskede Lapid over telefonen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Naftali Bennett (til venstre) skal efter planen stå i spidsen for Israels nye samlingsregering de første cirka to år af embedsperioden. Herefter tager 57-årige Yair Lapid (til højre) over. (Arkivfoto) Ammar Awad/Reuters (Foto: AMMAR AWAD © Ritzau Scanpix)

Første arabiske parti i regering

Der havde på forhånd været forlydender om, at det var lykkedes Yair Lapid at overtale Naftali Bennett til at indgå i en samlingsregering ved at tilbyde ham at dele magten.

Gennembruddet kom kort før en tidsfrists udløb ved midnat onsdag lokal tid.

Det skete, efter at lederen af det arabisk-israelske parti Raam, Mansour Abbas, tidligere onsdag aften havde meddelt, at han var gået med i en koalition, som vil fjerne Netanyahu fra magten.

Hvis samlingsregeringen bliver godkendt i parlamentet, bliver Raam det første arabiske parti, som bliver en del af en israelsk regering.

Med en ny samlingsregering på plads betyder det, at der er sat punktum for en 12 år lang periode med den konservative Benjamin Netanyahu som israelsk premierminister.

Der var delte meninger om nattens koalition i Israel, hvilket situationen uden for det hotel, hvor oppositionen underskrev sin koalitionsaftale, også vidnede om:

Endnu ikke på sikker grund

Avisen The Times of Israel påpeger dog, at der stadig er en udfordring i form af Nir Orbach, som er parlamentsmedlem for Bennets Yamina-parti.

Nir Orbach har nemlig truet med at stemme imod den nye regering.

Sker det, kan det få regeringsprojektet til at kollapse, da partierne har brug for hver eneste stemme, da pladserne i øjeblikket er fordelt 61-59 i parlamentet med 120 pladser.

Ifølge israelske medier har Yair Lapid indgået aftaler med Arbejderpartiet, borgerretspartiet Meretz og det nationalistiske Israel Er Vort Hjem, der er ledet af tidligere udenrigsminister Avigdor Lieberman.

Partierne er meget forskellige, men de har det til fælles, at de alle vil af med Netanyahu.

- Denne regering vil arbejde for alle israelske borgere - både dem, der stemte for regeringen, og dem, der stemte imod. Den vil respektere sine modstandere og gøre alt, hvad den kan, for at forene og forbinde alle dele af det israelske samfund, skriver Yair Lapid på Twitter.

Oppositionslederen fik den 5. maj 28 dage af præsident Reuven Rivlin til at forsøge at danne en koalitionsregering. Det skete, efter at Benjamin Netanyahu ikke formåede at samle nok støtter til at danne en ny regering efter det seneste valg 23. marts.

Koalitionen har nu en uge til at få den nye regering godkendt i parlamentet.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk