It-firmaer: Glade for at hjælpe i kampen mod indrejseforbud

Amerikanske tech-firmaer har taget afstand fra indrejseforbud, og nattens afgørelse kaldes en enorm sejr.

USA's præsident Donald Trump mødes her med PayPal medstifter og Facebook-bestyrelsesmedlem Peter Thiel (i midten) og Apple-direktør Tim Cook i Trump Tower i december. Efterfølgende har flere tech-firmaer protesteret kraftigt imod Trumps indrejseforbud. (Foto: Shannon Stapleton © Scanpix)

Beslutningen fra en appeldomstol om at opretholde det landsdækkende stop for præsident Donald Trumps indrejseforbud er en enorm sejr for hundredvis af amerikanske teknologivirksomheder.

Næsten 130 virksomheder har indgivet en slags juridisk støtteerklæring, hvori de har argumenteret for, at forbuddet er forfatningsstridigt og skader deres forretning.

Blandt de mange virksomheder fra Silicon Valley er Facebook, Google, Apple, Microsoft, Twitter Airbnb, Dropbox, eBay, Intel, Netflix, PayPal og Uber.

- Jeg mener ikke, at vi fortjener ros. Men jeg er glad for, at vi har været i stand til at yde en smule hjælp, siger Sam Altman fra virksomheden Y Combinator ifølge The Wall Street Journal efter domsafsigelsen i San Francisco.

Han forventer, at de amerikanske teknologivirksomheder vil fortsætte med at "modsætte sig politikker, der er dårlige for virksomhederne og for USA".

Midnat til fredag dansk tid stadfæstede tre dommere i USA's føderale appeldomstol i San Francisco enstemmigt den midlertidige suspendering af Donald Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv lande med overvejende muslimsk befolkning.

Dommerne mener, at "den amerikanske regering ikke har bevist, at det vil medføre uoprettelig skade, hvis man undlader at genindføre indrejseforbuddet".

/ritzau/

FacebookTwitter