Italien forbyder alle former for spilreklamer fra 1. januar

Regeringen håber, at færre italienere fremover bliver lokket af spilleautomater, onlinecasinoer og lotterier.

Fra nytår er det slut med at reklamere for spilmaskiner og anden form for gambling. (Foto: Darrin Zammit Lupi © Scanpix)

Det er finito med at reklamere for alle former for spil, gambling og hasardspil i samtlige italienske medier, når klokken slår tolv nytårsaften.

Det har den italienske regering vedtaget.

- Vi bliver det første land i Europa til at sige stop for reklamer for hasardspil, sagde vicepremierminister og minister for økonomi, arbejde og socialpolitik Luigi de Maio, der også er partileder for Femstjernebevægelsen.

Sponsoraftaler også omfattet

Udover at det bliver forbudt at reklamere for spil som lotterier, sportsbetting og onlinecasinoer i både tv, radio og på nettet, må for eksempel sportsklubber og kulturelle arrangementer heller ikke længere indgå sponsoraftaler med spil- og bettingfirmaer.

Det kommer især til at ramme den italienske fodboldbranche, hvor halvdelen af de italienske serie A-klubber – altså landets bedste – har sponsoraftaler med spilfirmaer.

For eksempel bliver AC Milan sponsoret af Starcasinò, mens S.S.C. Napoli har en sponsoraftale med poker og casinoudbyderen planetwin365.

Chefen for Bologna F.C., Claudio Fenucci, kalder ifølge mediet Il Messaggero det forbud for "vanvid", og mener, at det vil koste de italienske klubber 100 millioner euro i tabte sponsorpenge.

Virksomheder, der allerede har indgået reklameaftale med et medie eller en klub, får dog lov til at forsætte deres kontrakt i noget tid. Forbuddet gælder heller ikke det statsejede lotteri.

Spil går ud over værdigheden

Regeringen fremlagde sit lovforslag i juli som en del af en større lovpakke ved navn "værdighedsdekretet". Formålet er at dæmme op for antallet af spilafhængige i Italien, som en rapport fra 2015 anslår til at være omkring 1,3 millioner.

- Spilbranchen er blevet for stor. Det går ud over folks helbred og værdighed, mener premierminister Luigi di Maio.

Bryder firmaerne reklameforbuddet kan det koste op til 375.000 kroner i bøder. Pengene skal bruges til at helbrede spilafhængighed.

Centerleder i Center For Ludomani, Michael Bay Jørsel, har ikke før set så restriktiv en lovgivning på området.

- Med et pokerudtryk kan man sige, at Italien går “all in”.

Reklamer kan få rouletten til at køre igen

Han vurderer, at forbuddet vil have en gavnlig effekt på de mange spilafhængige italienere.

- For de mennesker, der har eller har haft et spillemæssigt problem, er reklamerne en rigtig, rigtig dårlig cocktail. Mange spillere og pårørende siger til os, at de ikke kan forstå, at der fortsat kan være reklamer for spil, forklarer Michael Bay Jørsel.

- Pårørende til de mange spillere lever et liv i frygt og nervøsitet for, at deres nærmeste får et tilbagefald på grund af reklamerne og begynder at spille videre; og så kører hele rouletten én gang til for fulde omdrejninger med en ødelagt familie til følge.

Spilleselskabernes brancheorganisation Danish Online Gambling Association, DOGA, kalder de nye reglerne overraskende.

- Jeg synes, at det er alt for vidtrækkende. Man er gået meget vidt, meget hurtigt, siger direktør Morten Rønde.

Han frygter, at forbuddet vil gå ud over spillebranchen i Italien.

- Det kommer til at fjerne en underholdningsindustri. Hvis du fjerner markedsføringen, fjerner du også deres indtægtsgrundlag, siger Morten Rønde.

Går ikke ind får forbud i Danmark

Selvom et reklameforbud vil være gavnligt for spilafhængige, mener centerleder i Center For Ludomani, Michael Bay Jørsel dog ikke, at Danmark bør følge efter Italien.

- I den bedste af alle verdener burde der ikke være reklamer for spil overhovedet, men det er bedre at kunne tale sig til rette frem for at forbyde, som vi gør i de skandinaviske lande, siger Michael Bay Jørsel.

- Hvis man forbyder, er der en risiko for, at man prøver at omgå det forbud, og det vil vi ikke finde os i.

I Danmark er spilbranchen i stedet selv i gang med at se på, om reklamer for spil skal begrænses.

- Man skal give dem chancen for at komme med nogle gode forslag, forklarer Michael Bay Jørsel.

Facebook
Twitter