Italien lukker ned og går helt i rødt til påske

Tredje bølge af coronasmitte skyller ind over Italien, der lukker ned frem mod påske, hvor hele landet går i rødt.

Milaneserne nyder udelivet, mens de stadig kan. Fra på mandag bliver der igen lukket ned i store dele af Italien. (Foto: MOURAD BALTI TOUATI © Scanpix)

Mandag morgen ændrer virkeligheden sig igen for italienerne, der i denne uge rundede en trist milepæl, da antallet af døde efter smitte med coronavirus røg op over 100.000.

Premierminister Mario Draghi kalder det en "forfærdelig grænse", som "vi aldrig kunne have forestillet os for et år siden". Kun Storbritannien har haft flere coronarelaterede dødsfald i Europa.

Tredje bølge af coronasmitte har ramt landet, og det har fået de italienske myndigheder til at reagere. Fra på mandag vil butikker, restauranter og skoler igen være lukkede i store dele af landet.

- De seneste tre uger er smittetallene steget dag for dag og har nu nået et niveau, hvor myndighederne mener, at der er grund til at stramme restriktionerne igen, siger Danmarks ambassadør i Italien, Anders Damsgaard.

Nedlukningen kommer blandt andet til at ramme de folkerige regioner omkring Rom og Milano.

- I og med at smittetallene er ret forskellige på tværs af regionerne, så holder man fast i, at de 20 regioner i Italien bliver placeret i en farveskala, alt efter hvor hårdt de er ramt. Farveskalaen går fra hvid over gul til rødt. På mandag vil ti af de tyve regioner være i rødt, ni vil være orange og en enkelt region vil forblive hvid, Sardinien, siger Anders Damsgaard.

Den danske ambassadør vurderer, at italienernes sundhedsvæsen er bedre stillet nu end i den første del af pandemien, men de regionale forskelle er dog også tydelige her, hvor det økonomisk stærke Norditalien er bedre rustet end det fattigere Italien i syd, hvilket også spiller ind i forhold til, om en region bliver placeret i en hvid, gul eller rød kategori.

Nedlukningen bliver ekstra hård i påsken

Til gengæld bliver det ens for alle i hele Italien, når der om nogle uger skal fejres påske. Her bliver hele Italien farvet rødt.

- Man vil ikke kunne rejse mellem regionerne, man vil ikke - som italienerne er vant til ved store højtider - kunne mødes i store familier eller i store vennegrupper og gøre, som man normalt gør. Psykologisk er det ekstra hårdt, siger Anders Damsgaard.

Premierminister Mario Draghi kalder de kommende restriktioner fuldstændig nødvendige, mens der samtidig meldes om overfyldte hospitaler og hårdt pressede intensivafdelinger i flere af landets regioner.

- Jeg er klar over, at restriktionerne vil have konsekvenser for jeres børns uddannelse, på økonomien og på alles mentale helbred, men restriktionerne er nødvendige for ikke at forværre situationen yderligere og nødvendiggøre endnu strengere tiltag, siger premierministeren.

I Italien er antallet af nye smittetilfælde per dag i øjeblikket over 25.000. I alt er der registreret over 3,2 millioner smittetilfælde.

De seneste to dage har over 600 personer mistet livet efter smitte med coronavirus, mens det samlede dødstal er på 101.881.

Myndighederne sigter efter, at 80 procent af Italiens befolkning på godt og vel 60 millioner har modtaget en coronavaccine inden september.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk