Italien vil tage alle romaers fingeraftryk

Et forslag fra italiens indenrigsminister lægger op til at alle romaer, der opholder sig i landet skal have taget deres fingeraftryk. Det vil forbedre deres leveforhold, siger ministeren. Det er diskrimination, siger kritikere.

Siden Berlusconi vandt valget i april, har hans regeringen stille flere forslag rettet mod romaer. Det har resulteret i flere demonstrationer, som denne i starten af juni 2008. (Foto: Christophe Simon © Scanpix)

Italiens regering vil tage fingreaftryk af alle de romaer, der opholder sig i landet. Også børn skal registreres.

Forslaget vækker harme hos oppositionen og adskillige grupper i samfundet. De mener, at forslaget er racistisk og diskriminere, fordi det mistænkeliggør en hel befolkningsgruppe.

Der opholder sig et sted mellem 100.000 og 160.000 romaer i Italien. Halvdelen kommer fra de nye EU-lande i Østeuropa. Romaerne er også kendt som sigøjnere.

Mistro

En del italienere mener, at romaerne begår en stor del af den kriminalitet, som Silvio Berlusconis regering har lovet at bekæmpe.

Italiens indenrigsminister, Roberto Maroni, forsvarer forslaget med, at det skal give de romaer, der opholder sig lovligt i Italien, bedre leveforhold.

Nogle immigranter får allerede registret fingeraftryk, når de søger opholdstilladelse, men som regel bliver børn og borgere fra EU-lande ikke registreret.

- Det vil ikke være et etnisk register, men det vil sikre dem garantier for deres rettigheder, sagde Maroni.

Må ikke udvælge en gruppe

En talsmand fra EU-Kommissionen siger, at et EU-land ikke må udvælge en bestemt etnisk gruppe og tage alles. Men talsmanden vil dog ikke kommentere specifikt på Italiens planlagte folketælling af romaerne.

Forslaget har modtaget kritik fra oppositionen, og en leder af et jødisk fællesskab i Italien, Amoz Luzzarto, mener at regeringens plan er et udtryk for en "skjult racisme" i Italien.

Luzzarto refererer til den tidligere fascistleder i landet, Benito Mussolini, ved at sige til en avis, at Italien "har mistet sin hukommelse".

Lovpakke mod romaer

Lederen af den katolske kirkes bistandsorganisation, Caritas, har også kritiseret forslaget.

Det italienske parlament behandler for tiden en lovpakke fra Berlusconi-regeringen, hvor flere lovforslag synes at være målrettet romaerne. Blandt andet vil forældre blive idømt bøder, hvis de tvinger børn til at tigge.

Sidste år udviste den daværende centrumvenstreregering 200 romaer med rumænsk baggrund, efter at en husmor i Rom angiveligt blev dræbt af en rumænsk roma.

Facebook
Twitter