Italienerne risikerer nyvalg midt i corona-krise: 'Det værst tænkelige tidspunkt'

Det lille parti Italia Viva har trukket støtten til Giuseppe Contes regering.

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, er presset, og der er ikke mange af hans handlemuligheder, der er spiselige for ham. (Foto: REMO CASILLI © Scanpix)

Rekordhøje dødstal i forbindelse med corona og en økonomi, der skranter på grund af pandemien. Som om Italien ikke har problemer nok i forvejen, så er landet nu kastet ud i en regeringskrise, der risikerer at ende med valg i utide.

Problemet er opstået i forbindelse med de økonomiske støttepakker oven på corona-krisen. Det er svimlende beløb, det drejer sig om, og langt hovedparten kommer fra den genopretningsplan, som blev vedtaget i EU sidste år.

Men det lille parti, Italia Viva med den tidligere premierminister Matteo Renzi i spidsen, er utilfredse. Ind til i går havde de to ministre, der nu har trukket sig. De kræver nemlig, at man søger yderligere midler hos EU, som de vil bruge på landets sundhedsvæsen. Men det vil regeringen, som blandt andet består af det EU-skeptiske parti Femstjernebevægelsen, ikke være med til.

- Italien har mulighed for at låne de her penge under nogle meget favorable vilkår, og det er Renzi rasende over, at man ikke udnytter, og kalder det direkte uansvarligt. Men det gibbede alligevel i folk, da han i går gjorde alvor af sin trussel, forklarer DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

I dagens udgave af P1 Morgen blev hun spurgt, om timingen af et eventuelt nyvalg overhovedet kunne komme på et værre tidspunkt.

- Nej, det kan man roligt sige, at du har fuldstændig ret i, svarede hun prompte.

- Ordet uansvarligt bliver brugt en hel del gange, forklarer Anna Gaarslev.

Regeringskrisen kommer da også på et tidspunkt, hvor Italiens økonomi skranter, og hvor corona-smitten stadig har fat, selvom landet har været under en streng nedlukning siden december.

Bagslag

Det er den tidligere premierminister i Italien, Matteo Renzi, der står bag manøvren. Hans lille parti Italia Viva har hidtil fungeret som et af regeringens støttepartier.

Selvom partiet kun har få mandater - og tre procents opbakning i befolkningen, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger - så er det altså nok til potentielt at rive tæppet væk under den siddende premierminister, Giuseppe Conti, og hans regering.

- Demokrati skal gælde hele tiden, ellers har vi ikke demokrati. Dem, der i pandemiens navn, sætter demokratiet på pause, stopper ikke pandemien, de begrænser vores frihed, skriver Matteo Renzi i et tweet. Her linker han også til en video, der viser hans optræden i en debat, hvor han gør det klart, at han trækker sin støtte til regeringen.

Manøvren kan dog vise sig at give bagslag for Matteo Renzi. Ifølge en undersøgelse fra Ipsos mener hele 73 procent af de adspurgte italienere nemlig, at Renzi primært har kastet regeringen ud i denne krise for egen vindings skyld.

Matteo Renzi var italiensk premierminister fra 2014 til 2016. Hans nystartede parti Viva Italia er et parti, der befinder sig på midten af den politiske skala.

Corona-mareridt

Da corona-smitten kom til Europa, var Italien det første land, hvor smitten for alvor fik fat. Bergamo i den nordlige del af landet blev beskrevet som Europas epicenter.

Sygehusene var under enormt pres, og der blev hurtigt indført udgangsforbud.

Over 80.000 italienere er døde i forbindelse med corona-smitte, hvilket kun Storbritannien overgår i Europa.

Allerede i november begyndte regeringen at genindføre flere af de restriktioner, som italienerne måtte leve under i foråret. Siden er der løbende kommet flere til, og til jul måtte italierne sågar ikke rejse fra deres hjemby.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter