Italiens indenrigsminister truer med at gå efter strid om migrantskib

EU-Kommissionen har indkaldt til hastemøde om sagen om migrantskibet Diciotti.

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, står fast på sin hårde kurs mod EU. (Foto: STEFANO RELLANDINI © Scanpix)

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, truer med at træde tilbage over en strid om det italienske kystvagtskib Diciotti, der de seneste dage har ligget i den sicilianske havneby Catania.

Ombord på skibet befinder sig 150 migranter, og heri består stridens kerne.

For Matteo Salvini står fast på, at migranterne kun må gå i land, hvis Italien får en garanti på, at EU vil påtage sig ansvaret for migranterne og sørge for at fordele dem til andre EU-lande.

- Alle ombord på Diciottti er illegale immigranter. Italien vil ikke længere være Europas flygtningelejr, siger Salvini ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa.

- Ingen får lov at gå i land uden min tilladelse.

Migranter ombord på det italienske kystvagtskib Diciotti. (Foto: Giovanni Isolino © Scanpix)

Han har opbakning fra lederen af Femstjerne-bevægelsen, Luigi Di Maio, der har gjort det klart, at partiet stemmer for at annullere landets bidrag til EU næste år, medmindre italienerne får deres EU-garanti.

Senere i dag samles embedsmænd fra 12 EU-lande til et møde, som EU-kommissionen har indkaldt, for at diskutere sagen, men det forventes ikke, at der bliver truffet en endelig beslutning, skriver Politico og The EU Observer.

Ny løsning eller ny minister

Ikke alle er dog enige i Salvinis håndtering af sagen, der før har bragt ham på kant med præsident Sergio Mattarella, der er fortaler for at lade migranter gå i land af humanitære årsager og herefter finde en løsning med EU.

I sidste måned tillod Mattarella 67 migranter at gå i land i Italien fra selvsamme skib af samme årsag, men det, har Salvini slået fast, kommer ikke til at ske igen.

- Enten finder du en anden løsning for landet, eller også finder du en anden minister, lød det fra Salvini onsdag aften.

Findes der ikke en løsning, har Lega-lederen truet med, at migranter sendes tilbage til Libyen.

Talsmand for EU-Kommissionen Alexander Winterstein sagde i går, at man ønsker en hurtig løsning, så migranterne kan gå sikkert i land så hurtigt som muligt.

- Vi er klar til at være pro-aktive for at finde en langsigtet, holdbar europæisk løsning, lød det.

Det var allerede i sidste uge, at det italienske kystvagtskib Diciotti samlede de i alt 190 migranter op fra overfyldte både i Middelhavet. 13 personer blev vurderet til at have akut brug for lægehjælp og blev sejlet til Lampedusa, mens 27 uledsagede mindreårige efterfølgende er gået i land, efter skibet har lagt til i Catania.

Facebook
Twitter