Italiens premierminister: Tragedier som denne er uacceptable

Giuseppe Conte har erklæret 12 måneders undtagelsestilstand i Genova efter broulykke.

Knap 100 meter af Morandi motorvejsbroen kollapsede i går i den nordvestlige by Genova i Italien. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, har erklæret 12 måneders undtagelsestilsand i regionen omkring Genova efter gårsdagens broulykke, der indtil videre har kostet mindst 39 personer livet.

- Tragedier som denne er uacceptable i et moderne samfund. De behøver ikke at ske, vi vil gøre alt for at forhindre, at det sker igen, lyder det fra premierministeren.

På en pressekonference her til aften slår Giuseppe Conte samtidig fast, at han holder selskabet, som driver broen og dele af betalingsmotorvejen A10, Autostrade per l'Italia, ansvarlig for vedligeholdelsen, og i sidste ende for at sikkerheden har været i orden.

Derfor, slog premierministeren fast, er der heller ingen grund til at vente på konklusionen af en efterforskning, og regeringen vil arbejde på at få tilbagekaldt de offentlige tilladelser, som selskabet Autostrade har til at drive betalingsvejen.

Budskabet fra Giuseppe Conte var et ekko af transportminister Danilo Toninelli, der tidligere har krævet, at ledelsen i Autostrade per l'Italia går af, idet de ikke har opfyldt deres kontraktlige forpligtelser om vedligeholdelse.

Samtidig har han krævet, at selskabet skal betale millionhøje bøder og en del af omkostningerne for genopbygningen.

Selskabet fastholder dog, at det gennemfører den lovpligtige kvartalslige vedligeholdelse af strukturen.

Dele af den 51-årige gamle brostruktur brød i går sammen og fik mere end 40 biler fra den firesporet motorvej til at styrte over 40 meter ned. Mindst 39 personer mistede livet. Mindst 12 sårede befinder sig ifølge BBC i kritisk tilstand, og flere hundrede mennesker blev evakueret fra området.

Facebook
Twitter