Italiensk chauffør satte ild til bus fyldt med skoleelever

51 elever blev bortført af manden, der angiveligt råbte 'ingen skal overleve'.

14 fik røgforgiftning, men ingen kom alvorligt til skade, da en chauffør onsdag kaprede og satte ild til en bus fyldt med skoleelever i Milano. Det skriver BBC.

Den nu anholdte chauffør, en 47-årig italiensk statsborger fra Senegal, var vred over Italiens immigrationspolitik og de døde migranter i Middelhavet, fortæller italiensk politi.

- Han råbte 'stop dødsfaldene i havet, jeg laver en massakre', siger talsmand for politiet, Marco Palmieri, ifølge BBC.

Havde overhældt bussen med benzin

Chaufføren, der skulle køre to skoleklasser og deres lærere til idræt, ændrede pludselig retning på bussen og begyndte at true passagerer med en kniv.

Det fik en elev til at ringe til sine forældre, der alarmerede politiet.

- Ingen skal overleve, lød det angiveligt fra chaufføren.

Det lykkedes betjente at standse bussen, men først efter at den havde braget ind i flere politibiler.

Da bussen holdt stille, løb chaufføren ud og satte ild til den - han havde allerede overhældt den med benzin.

Selvom nogle af eleverne var bundet, lykkedes det politiet at redde dem alle ud gennem smadrede vinduer bagerst i bussen.

Overvejer anklager om terrorisme

- Det er et mirakel, at alle overlevede, det kunne have været en massakre, lyder det fra chefanklager Francesco Greco ifølge BBC.

Han fortæller, at chaufføren står over for anklager om kidnapning, forsøg på massemord, ildpåsættelse og om at modsætte sig anholdelse.

Man overvejer stadig at anklage chaufføren for terrorisme, skriver BBC.

Chaufføren er kendt af politiet og er tidligere dømt for overfald og for at køre i påvirket tilstand, lød det fra Milanos chef for antiterrorisme, Alberto Nobili, på et pressemøde.

Ansatte i det italienske indenrigsministerium undersøger muligheden for at annullere chaufførens statsborgerskab, skriver nyhedsbureauet AFP.

En lov vedtaget i september gør det nemmere at udvise migranter og fratage dem deres statsborgerskab, hvis de begår alvorlig kriminalitet, skriver BBC.

Italiens hårde linje mod migranter

Blandt andet højrefløjspartiet Lega, som sidder i regering, har kørt en hård linje mod immigration, siden det kom til magten i Italien i juni.

Italien, der er et af de første stop for migranter, der krydser Middelhavet til Europa, har for nylig lukket sine havne helt for de skibe, som nødhjælpsorganisationer har samlet migranter op i Middelhavet med.

Sidste måned foreslog indenrigsminister og formand for Lega Matteo Salvini at give NGO-skibe med migranter forbud mod at bevæge sig i italienske farvande.

Facebook
Twitter