Italiensk minister vil forbyde redningsskibe

Indvandrerkritisk indenrigsminister tager næste skridt i sin kamp mod flygtninge og migranter.

Matteo Salvini er udtalt modstander af EU's fælles flygtningekvoter og har længe kørt en hård linje mod bådflygtninge, der kommer til Italien. (Foto: handout © Scanpix)

Redningsskibe, der samler migranter og flygtninge op i havet og sejler dem i land, må ikke befinde sig i italiensk farvand.

Sådan lyder et nyt forslag fra Italiens indenrigsminister og vicepremierminister, Matteo Salvini.

Ministeren har allerede udstedt et forbud mod, at redningsskibe kan sejle ind i italienske havne for at sætte flygtninge og migranter af. Nu vil han gå skridtet videre.

- Målet er at have en standardprocedure klar, når der kommer nye redningsskibe, siger ministeren i en pressemeddelelse, hvor han kalder skibene "en sikkerhedstrussel mod Italien".

Hård linje mod flygtninge

Matteo Salvini, der er leder af det højreorienterede og indvandrerkritiske parti Lega, er kendt for sin hårde linje mod indvandrere og flygtninge.

Det har fået hans vælgerstøtte i vejret, men også sendt ham i juridiske problemer.

For nyligt indledte en italiensk domstol en retssag mod ministeren, efter han forbød et skib med 629 migranter og flygtninge, deriblandt 129 uledsagede mindreårige, at lægge til i Italien. Det kan potentielt koste ham 15 år i fængsel.

Men det preller tilsyneladende af på ministeren.

- Jeg kan garantere for, at vores politik ikke vil ændre sig - nultolerance for illegale immigranter og kriminelle. Og jeg lover, at vi vil lukke alle de store modtagelsescentre for flygtninge, skrev Matteo Salvini i et tweet torsdag.

Den italienske regering er ved at undersøge mulighederne for at føre forslaget igennem, oplyser transportminister Danilo Toninelli.