Italiensk politi anholder 95 mafia-medlemmer og løser mordgåde fra 1909

I en aktion på Sicilien har italiensk politi anholdt 95 mafiamedlemmer og tilsyneladende løst en hundrede år gammel mordgåde.

Et siciliansk mafia-medlem eskorteres ind i en bil efter en kæmpe politiaktion mandag. (© Scanpix)

En kæmpe politiaktion i den sicilianske havneby Palermo har ikke kun medført en masseanholdelse af intet mindre end 95 berygtede mafiamedlemmer for afpresning, narkohandel og hvidvaskning af penge.

Som sidegevinst viser det sig nemlig, at et mord på en betjent fra New York i 1909 kan være opklaret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efterforskningen af en række Palermo-baserede mafiagrupper ledte i 2013 til en aflytning af to mistænkte medlemmers samtale i en bil. Her fortæller den ene, Domenico Palazzotto, at hans familie havde fejret 100-året for 1909-mordet på Guiseppe "Joe" Petrosino.

Det viser en 872-sider lang arrestordre.

Skød på vegne af Don Vito

Petrosino var kommet til Sicilien for at undersøge mafiaen og gik under navnet "Den Sorte Hånd". Men allerede efter par dage efter blev hans lig fundet på et torv nær havnen i Palermo.

- Vi har været gangstere i 100 år, siger Domenico Palazzotto ifølge en telefonaflytning fra hans Audi A3.

Pave Frans var skarp søndag, hvor han langede kraftigt ud efter den italienske mafia. (© Scanpix)

- Min fars onkel, Paolo Palazzotto, var den første til at dræbe en betjent i Palermo. Det var Joe Petrosino, den amerikanske betjent, siger han.

Paolo Palazzotto skød Petrosino på vegne af sin boss, Don Vito Cascio Ferro, lyder det videre på telefonaflytningen.

- De unge mafiosoer opfatter deres forfædres kriminelle handlinger som en hædersbevisning, siger Calogero Scibetta, der er chef ved finanspolitiet på Sicilien.

Paven i mafia-angreb

De seneste år har italiensk politi formået at ramme den sicilianske mafia særligt hårdt, mens dens søsterorganisation, Ndrangheta-gruppen, er fløjet under radaren og har vist sig sværere at bekæmpe for efterforskerne.

Ifølge en undersøgelse fra et italiensk socialforskningsinstitut fra 2013 anslås Ndrangheta at have en årlig omsætning på 53 milliarder euro - svarende til 3,5 procent af Italiens bruttonationalprodukt.

Omkring halvdelen af indtægterne vurderes at komme fra narkotikahandel.

Søndag lancerede pave Frans et hårdt angreb mod mafiaen og advarede den storkriminelle italienske gruppe om, at de "en dag ville stå over for Guds retfærdighed".

- Dem, der i deres liv følger ondskabens vej, som mafiaen gør, er ikke i ledtog med Gud. De er bandlyst, og de skal bekæmpes, lød det fra Pave Frans ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ordene faldt ved en messe søndag i den syditalienske by Sibari, der i særlig grad er plaget af kriminalitet.

Her kaldte han den lokale mafia, Ndrangheta, for "tilbedere af det onde og modstandere af det fælles gode".

Facebook
Twitter