Jægerkorpset angrebet i Irak: Skød på bil til den eksploderede

Ingen danske specialstyrker blev såret ved angrebet, lyder det fra Forsvaret.

Det er første gang, at de danske specialstyrker udsendt under den igangværende mission i Irak har anvendt våben, lyder det i en orientering fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det var egentlig meningen, at danske specialstyrker blot skulle rådgive og vejlede en gruppe irakiske soldater, da de torsdag formiddag var sammen ude på en mission.

Dagen udviklede sig dog noget anderledes end forventet for de danske soldater, der havde taget stilling omkring 2,5 kilometer bag de forreste irakiske enheder fra den såkaldte A’ali al-Furat-brigade. For pludselig nærmede et køretøj i høj hastighed sig den danske enhed fra siden.

Ifølge Forsvaret var der tale om bilbombe - eller et såkaldt Vehicle Borne Improvised Explosive Device (VBIED).

Soldaterne åbnede ild mod køretøjet og undervejs begyndte også de irakiske enheder at beskyde det. Soldaternes kugler får bilen til at stoppe, og den eksploderer efterfølgende, skriver Forsvaret.

- Det er længe siden, Forsvarets udsendte landstyrker sidst anvendte magt under udsendelse i internationale operationer, og første gang Task Force 61 har gjort det. I dette tilfælde skete det i selvforsvar sammen med de irakiske sikkerhedsstyrker, udtaler oberst Jens Lønborg fra Operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando i en Mission Update.

Hverken danske eller irakiske soldater blev såret ved angrebet.

Værnsfælles Forsvarskommando oplyser til DR Nyheder, at de udsendte soldater var fra Jægerkorpset, men ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger om episoden, da missionen fortsat er undervejs.

Mere aktiv rolle

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har underrettet Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget omkring episoden i en skriftlig orientering.

Heri henviser ministeren først til, at han på et møde tilbage i januar havde forklaret nævnet, at der var behov for, at de danske specialoperationsstyrker kunne støtte de irakiske samarbejdspartnere "med en mere aktiv tilstedeværelse", eksempelvis under operationer.

Det indebærer blandt andet, at de danske soldater vil kunne anvende egne våben som en del støtten ved for eksempel et kollektivt selvforsvar.

- Da danske soldater nu for første gang har stået i denne situation, finder jeg det rigtigst at orientere Nævnet og Forsvarsudvalget om hændelsen, skriver ministeren til Udenrigspolitisk Nævn.

DR Nyheder har henvendt sig til Forsvarsministeriet for at få en kommentar fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

A’ali al-Furat-brigaden og det danske bidrag

  • A'ali al-Furat-brigaden består af flere hundrede krigere fra over 20 forskellige stammer.

  • De danske soldater i 'Operation Inherent Resolve' har til opgave at træne og rådgive irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker til kampen mod Islamisk Stat.

  • Træningen af de irakiske og kurdiske styrker finder sted på Al Asad-basen.

  • Flere irakiske styrker er blevet anklaget for at begå overgreb mod civile og fanger. Ingen af de styrker, som de danske styrker træner eller har trænet er ifølge Værnsfælles Forsvarskommando blevet anklaget for at begå overgreb.

  • De danske specialstyrker er også ude på en række forskellige missioner med den irakiske enhed.

Rettelse d. 28. september: Faktaboksen er blevet præciseret efter henvendelse fra Værnsfælles Forsvarskommando.

FacebookTwitter