Japan: Frivillige udfylder politisk vakuum

To år er gået siden det kraftigste jordskælv i Japans historie indtraf med tsunami og atomulykke til følge. Mens regeringen kritiseres for at allokere for få midler til genopbygningen, bidrager frivillige kræfter bidrager væsentligt i processen

(Foto: Mayama © Scanpix)

Den danske erhvervsøkonom Camilla Nellemann er i øjeblikket gæste-phd på Tokai-universitetet i Japan. Hun har sendt os disse personlige iagttagelser.

"Vi var heldige", siger mine værter, ægteparret Sakai, da jeg besøger Miyagi, for at undersøge, hvordan genopbygningen skrider frem. Med hjemmet højt beliggende på en bjergskråning var Sakai minimalt påvirket af katastrofen den 11. marts 2011. De tilbød nødstedte et sted at overnatte, og havde overskud til at dele, da der efterlystes ris via nødradio. For dem er det en selvfølge at hjælpe.

På en køretur gennem de hårdest ramte kystbyer, overraskes jeg over, at flere genopbygningsprojekter er baseret på hjælp fra frivillige. Et af dem er en børnehave i byen Minamisanriku. På lederens initiativ er børnehaven opført af mere end 500 år gamle træer fra en shinto helligdom, som blev oversvømmet af tsunamien.

- Direktøren for Aeon er fantastisk, fortæller min guide Toyoshi Terazawa, idet vi passerer supermarkedet.

- Han uddelte alle varerne gratis, da tsunamien blev varslet, og selvom situationen var panisk, stillede de flygtende sig pænt op i en kø.

Dengang og nu er medborgernes opmærksomhed på hinanden vigtig for at komme igennem tragedien.

"Kender du forskellen på dem, der kommer i himlen og dem, der kommer i helvede?", spørger Terazawa, og forklarer, at dem, der kommer i himlen bruger spisepinde, der er så lange, at de kun kan give mad til andre.

Altruismen som denne religiøse myte foreskriver, oplever jeg som volontør under ledelse af en midaldrende mand fra øen Kyushu. Han har taget et års orlov fra sit arbejde for at hjælpe på volontørcentret i Minamisanriku.

- Min chef var ikke meget for at give mig orlov, og bad mig genoverveje min beslutning. Men da jeg stod fast, forstod han, at det var vigtigt for mig, og gav mig fri, fortæller lederen, der nu har arbejdet i katastrofeområdet, spist fast food fra den nærmeste døgnbutik, sovet i sin bil og taget bad i den lokale sportshal i snart et år uden at modtage hverken løn eller sociale ydelser.

"Jeg er kommet for at hjælpe", står der på volontørernes veste i byen Minamisanriku.

Vi er godt 10 voluntører, der sorterer ødelagte byggematerialer, knuste risskåle og andre spor efter en almindelig hverdag i et beboelseskvarter nær Minamisanriku havn før tsunamiens ankomst. Ligesom lederen kommer volontørerne langvejs fra.

- Jeg støttede straks genopbygningen økonomisk, og har længe ville hjælpe i katastrofeområdet", fortæller Takeda Norihiko fra Aomori præfekturet.

- Men det er svært for mig at få fri fra arbejde, så det har først kunne lade sig gøre nu, og jeg ved ikke om jeg kan komme mere", fortsætter han.

En yngre kvinde fra Tochiki fortæller, at hun har en ven i Minamisanriku.

- Lige siden katastrofen indtraf, har vi talt om at hjælpe som volontører, og nu er det endelig lykkedes at få fri fra arbejde, siger hun.

Da arbejdsdagen er omme, takker lederen for vores indsats på vegne af ofrene. "

- Jeg håber, at I vil komme igen. Tag gerne familie og venner med. Vi har brug for jeres støtte, siger han.

På vejen tilbage til volontørcentret, viser lederen mig stolt, hvor langt hans teams af frivillige er nået med oprydningen.

Japans nordøstkyst var før katastrofen velbesøgt af turister. Men der er kun få andre gæster på Hotel Kanyo i Minamisanriku, da jeg besøger hotellets varme kilder med panorama havudsigt. Turistindustrien ligger under for stigmatisering i kølvandet af katastrofen. Ordspillet "Utsukushima - Fukushima", der oversættes "Smukke ø - Lykke ø" er velkendt, men nu forbindes Fukushima med strålingsfare.

"Vi vil gerne gøre området kendt for andet end atomulykken", fortæller Shiga Tadashige, der har taget initiativ til at anlægge verdens største kirsebærskov i kystbyen Iwaki i Fukushima.

Projektet finansieres af private donationer fra ind- og udland. Foreløbigt er der plantet 2000 kirsebærtræer, hvoraf 40 er doneret af danske virksomheder og privatpersoner.

Sakamoto Masahiko retter på dannebrog i et område med nyplantede kirsebærtræer i byen Iwaki. Projektet beskæftiger blandt andre Shinagawa Yuji, der tidligere arbejdede på atomkraftværkerne Fukushima I og II.

- Da jeg mistede mit arbejde, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne lægge mig til at dø, fortæller han. Shinagawa fik en depression, men kirsebærtræsprojektet har givet ham ny mening i tilværelsen.

Sakamoto Masahiko tager også del i projektet. Siden atomulykken har han levet adskilt fra sin kone og datter, der er flygtet fra strålingsfaren. Hiromi Shiraiwa hjælper stort set hver weekend.

- Jeg vil gerne kunne sige til mine børn, at deres mor var med til at anlægge kirsebærskoven, fortæller hun.

Genopbygningen pågår i Japan, hvor regeringens indsats suppleres af indbyggernes omtanke for hinanden.

Facebook
Twitter