Japan markerer kejserskifte med ti fridage

Pengeautomaterne risikerer at bryde sammen, når Japan går på fællesferie.

Kejser Akihitos abdicering markeres med en række ceremonier. (Foto: JIJI Press © Scanpix)

Det er langtfra hverdag, at en japansk kejser abdicerer.

Tirsdag træder kejser Akihito tilbage efter 30 år og overdrager tronen til sin ældste søn, Nahurito.

Det markeres med en række ceremonier, men for den enkelte japaner er det de ti helligdage omkring kejserskiftet, der fylder mest, fortæller journalist Asger Røjle Christensen.

- Man har simpelthen rykket rundt på årets feriedage og samlet dem.

- Lige nu er der stor nervøsitet for, om pengeautomaterne bryder sammen. Man har ingen erfaring med, hvad der sker, når et helt samfund holder fri så længe, siger Asger Røjle Christensen.

Han har boet i Japan i 12 år og er aktuel med bogen "Tenno: Japans kejserdømme i nutiden" skrevet i anledning af kejserskiftet.

  • Japanerne kan se frem til ti helligdage i forbindelse med kejserskiftet. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Man har rykket rundt på feriedage for at få plads til de ti helligdage omkring kejserskiftet. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU © Scanpix)
1 / 2

Lige så ualmindeligt det er med lange ferier, lige så ualmindelig er den kejser, som japanerne skal tage afsked med.

Alene det faktum, at han abdicerer, er overraskende, for kejseren skal ikke være som alle andre. Han skal være uopnåelig og ikke et ældre menneske, der kæmper med sygdom.

Derfor har hans fratrædelse krævet en særlov.

Også på andre områder har kejser Akihito brudt med traditionerne, fortæller Asger Røjle Christensen.

- Han har forsøgt at modernisere kejserdømmet ved at gøre det mindre fjernt fra den almindelige japaner. Det er stadig fjernt, men det er mindre fjernt end for 30 år siden, da han trådte til.

Især vil han og kejserinde Michiko blive husket for deres mange rejser ud i landet.

- Japan har frygtelig mange naturkatastrofer, og kejserparret har gjort det til en tradition at rejse ud og møde nogle af de mennesker, der lever i de ødelagte områder.

- De har vist stor interesse og empati og efterladt et indtryk af, at de er oprigtigt bekymrede, siger Asger Røjle Christensen.

Ceremonien begynder tirsdag aften lokal tid, når Akihito ankommer til kejserpaladsets statsrum.

Her bliver han mødt af 300 særligt indbudte gæster, herunder landets premierminister og højtstående politikere.

Ceremonien varer blot omkring ti minutter og markerer, at Heisei-æraen, der begyndte med Akihitos overtagelse af kejsertronen i 1990, er kommet til en ende.

Onsdag morgen træder kronprins Naruhito ind i samme rum, som faderen forlod.

Her vil han få overrakt tre hellige skatte, bestående af et sværd, en ædelsten og et spejl.

Herefter vil han officielt være Japans 126. kejser.

/ritzau/

Facebook
Twitter