Japansk færge ramte formentlig våge- eller pukkelhval

87 personer er blevet såret i en kollision mellem en færge og et havdyr.

Den japanske kystvagt efterforsker en hændelse, hvor over 87 personer blev såret, da en færge ramte et uidentificeret havdyr.

Shinichiro Ikeguchi, der er vicedirektør på et akvarium tæt på hændelsen, anslår, at det var en våge- eller pukkelhval, da arterne i øjeblikket migrerer gennem Det japanske Hav.

Det oplyser han til det japanske public service-medie NHK.

Sammenstødet har med næsten 100 procents sikkerhed dræbt hvalen, fortæller Carl Kinze, der er biolog med speciale i hvaler og indehaver af hjemmesiden hvaler.dk.

- Der er mange faktorer, som spiller ind, men en hval vil få påført så store skader, at den dør af det enten med det samme eller lige efter.

Det er ikke ualmindeligt, at skibe i området omkring Japan støder ind i hvaler, men der er sjældent tale om, at det medfører så store personskader som i dette tilfælde.

Har nok ikke hørt færgen komme

Påsejlingen er formentlig sket som følge af et uheldigt sammentræf af støj og færgens hastighed, vurderer Carl Kinze:

- Hvaler hører på forskellige frekvenser. Bardehvaler hører bedst i dybe tonelejer og vil ikke nå at høre båden, hvis der er meget baggrundsstøj.

For andre hvalarter er det adfærden, der fører til sammenstød med skibe.

- En kaskelot kan høre højere tonelejer og vil måske nå at blive advaret. Til gengæld ligger den nogle gange i overfladen og hviler sig, forklarer Carl Kinze.

Finhvaler og kaskelotter er kendt for at have sammenstød med færger, ifølge hvaleksperten.

Kystvagten har endnu ikke fastslået, hvilket havdyr færgen har påsejlet.

Ifølge NHK har færgen fået en 15 centimeter lang flænge på agterstavnen og skadet en hydrofoil-vinge, der bruges til at stabilisere under sejladsen.

Facebook
Twitter