Japansk togselskab siger undskyld: Toget kørte 20 sekunder for tidligt

Fejlslagen japansk punktlighed: Tog fra Tokyo til Tsukuba skulle afgå 09:44:40, men kørte 09:44:20.

Japan har et af verdens mest pålidelige tognet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et togselskab i Japan har beklaget, at et af deres tog var 20 sekunder for hurtigt ude af startblokken på strækningen mellem hovedstaden Tokyo og Tsukuba.

- Vi undskylder for den alvorlige ulejlighed, som vi har påført vores kunder, lyder det fra selskabet.

Toget var sat til at forlade stationen klokken 09:44:40, men begyndte allerede at rulle klokken 09:44:20 i stedet.

Toget var sat til at forlade stationen klokken 09:44:40, men begyndte allerede at rulle klokken 09:44:20 i stedet.

Fejlen skete ifølge selskabet, fordi personalet ombord ikke havde tjekket afgangstiden omhyggeligt. Det skriver BBC.

Pålidelige afgangstider

Japan har et af verdens mest pålidelige tognet, hvor tog meget sjældent afviger fra planen.

Landet er også indehaver af verdens travleste togrute, der løber mellem Tokyo og byen Kobe, som håndterer 130-150 millioner passagerer om året.

Ifølge selskabet har ingen kunder beklaget sig over den tidlige afgang. Skulle enkelte passagerer have misset toget, rullede næste tog ind på perronen fire minutter senere.

En farlig punktlighed

Undskyldningen fra togselskabet har været grundlag for flere grin på sociale medier, men japanernes punktlighed har tidligere haft katastrofale følger.

I 2005 mistede flere end 100 personer livet, da et tog 'hoppede' af skinnerne og fortsatte ind i et boligbyggeri, da togføreren forsøgte at indhente en forsinkelse på 90 sekunder.

Flere organisationer betegnede dengang japanernes frygt for at fejle som en kultur, der er kommet af at straffe små forseelser hårdt.