Japanske medier: Kejseren abdicerer om to år

Den japanske kejsers søn vil overtage tronen nytårsdag om knap to år, skriver førende aviser i Tokyo.

Japans kejser Akihito (th) og kronprins Naruhito viste sig senest offentligt ved et nytårs-arrangement 2. januar. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Japans kejser, Akihito, planlægger at abdicere i begyndelsen af 2019, rapporterer japanske medier.

Hans søn, kronprins Naruhito, vil derefter overtage tronen, hedder det. Det er ikke sket tidligere i de seneste 200 år, at en kejser er abdiceret i Japan.

Den 83-årige kejser Akihito holdt en sjælden tale i august, hvor han antydede, at han havde et ønske om at abdicere.

Han sagde, at han muligvis ikke ville kunne klare at passe sine pligter på grund af sin høje alder og svigtende helbred.

En række af Japans førende aviser - Yomiuri, Asahi, Mainichi og Nikkei - citerer unavngivne kilder for, at kronprins Naruhito, 56 år, vil efterfølge sin far nytårsdag 2019.

Japans regering afviser at kommentere rapporterne om kejserfamilien.

Efter Akihitos tale sidste år nedsatte regeringen et ekspertpanel, som skulle forberede et tronskifte. Der har været medierapporter om, at en særlig lov var på vej for at muliggøre Akihitos tilbagetræden.

Det er meget usædvanligt, at Japans kejser overhovedet holder en tv-tale til folket.

Det skete i august og i 2011, da Japan blev ramt af et voldsomt jordskælv og en tsunami, der blandt andet ødelagde atomkraftværket Fukushima.

/ritzau/

Facebook
Twitter