'Jeg tænker, at nu dør jeg. Om det kommer til at gøre ondt'

Danske Melissa befandt sig få hundrede meter fra den voldsomme eksplosion i Beirut.

(Foto: Hassan Fneich © PRIVATFOTO)

- Det er ikke mørke, men støv. Jeg kan ingenting se. Jeg bevæger mig frem i rummet til en altan, der også er i rummet. Og så falder jeg.

- Jeg falder rigtig langt. Jeg falder langt nok til, at jeg når at tænke. Jeg tænker, at nu dør jeg. Jeg tænker igen, om det kommer til at gøre ondt.

Klokken har lige passeret 18 i Libanons hovedstad, Beirut, da danske Melissa Maria Elsborg falder ned fra altanen, der er kollapset. Det er tirsdag den 4. august. En dag, der kostede 220 mennesker i byen livet.

Melissa Maria Elsborg bliver ikke en del af den statistik. Men med to brækkede ribben, et brækket håndled og med glassplinter i fødder og ben bliver hun en af de flere end 6.000 sårede efter den voldsomme eksplosion, der rystede Beirut for halvanden uge siden.

Et par uheldige sammentræf betyder, at Melissa Maria Elsborg befinder sig bare få hundrede meter fra eksplosionens epicenter, en lagerbygning på industrihavnen i Beirut.

Hun har været hjemsendt fra sit praktikophold i hovedstaden i månedsvis på grund af coronavirus, da hun i slutningen af juli kommer tilbage til Libanon. Et angreb af væggelus i hendes seng i kvarteret Hamra betyder, at hun er flyttet ind på til et hostel i bydelen Gemmayze dagen inden eksplosionen. Et hostel i en bygning, der også huser en sprogskole og en populær café og restaurant i haven, der ligger lige opad den store bro, der adskiller havnen fra Gemmayze-kvarteret.

Tirsdag morgen er Melissa Maria Elsborg dårlig og melder sig syg hos ambassaden.

Sygemeldingen betyder, at hun befinder sig på sit hostel, der ligger få hundrede meter fra industrihavnen, da der lyder et gigantisk brag.

- Det føltes som en bombe. Det var jeg helt sikker på, at det var. Der var et højt brag, jorden rystede, og vinduerne begyndte at dirre, som hvis de var lavet af gummi, fortæller hun.

'Jeg tænker, at det er en bombe'

Det er den første eksplosion, der får jorden til at ryste. Melissa Maria Elsborg er i gang med at tale i telefon med sin familie, da braget kommer. Hun har lige fortalt dem, at det er mærkeligt at være kommet tilbage til Beirut efter fire måneder i København. I de måneder er landet fuldstændig kollapset med voldsomme prisstigninger på fødevarer, og elektriciteten bliver afbrudt konstant.

Braget, rystelserne og de dirrende ruder får Melissa Maria Elsborg til at lægge på.

- Jeg tænker med det samme, at det er en bombe, fortæller hun.

  • Bygning ved Saifi Urban Gardens i Gemmayze efter eksplosionen. (Foto: Wissam Talhouk © PRIVATFOTO)
  • Samme bygning inden eksplosionen. (© PRIVATFOTO)
1 / 2

Libanon og også Beirut har med jævne mellemrum været ramt af bomber og krig, og udenlandske soldater i Beiruts gader ligger ikke langt bagude i tiden. Det er frygten for den slags scener, der sniger sig ind på Melissa.

Hun lægger telefonen fra sig, tager en sort buksedragt ud over sin hvide t-shirt og går ud i et fordelingsværelse og videre ud i gangen, fordi noget i hende siger, at hun skal orientere sig.

- Så hører jeg folk skrige, og jeg ser en kvinde komme løbende foran mig.

'Og så falder jeg'

Der går få sekunder fra det første brag. Nu rammer det andet. Men med en helt anden styrke.

- Det føles, som om at der kommer en bombe fra oven og eksploderer. Det er en kæmpemæssig høj lyd. Alt omkring mig kollapser, og det bliver mørkt.

- Alt bliver sort. Jeg beskytter mit hoved og så tænker jeg, ’nu bliver jeg begravet. Nu dør jeg. Gad vide, om det kommer til at gøre ondt’.

Melissa står ude i gangen ved en mur. Den mur er nærmest det eneste, der er tilbage af bygningen nu. Det er første gang den aften, hun tænker, at hun skal dø. Men Melissa Maria Elsborg bliver ikke begravet.

Melissa stod op ad det stykke af muren, der ikke er styrtet sammen. (© PRIVATFOTO)

Hun ved ikke, at det er en eksplosion fra en lagerhal. Hun er sikker på, at Beirut er under angreb. At det er et spørgsmål om tid, før den næste bombe går af. Et spørgsmål om tid, før der er landtropper, der vil udslette hende og den by, hun er forelsket i.

- Jeg tænker, at jeg skal ud. For libaneserne må vide, hvor der er et bombeshelter. Det er ikke mørke, men støv. Jeg kan ingenting se. Jeg bevæger mig frem i rummet til en altan. Og så falder jeg.

Frygter soldater

Melissa Maria Elsborg kommer i mørket efter eksplosionen til at træde ud over kanten på bygningen, hvor der plejede at være en altan. Hun falder længe nok til, at hun igen når at tænke, at det er nu, hun skal dø. Hun når også at tænke, om det kommer til at gøre ondt.

Det gør ondt, da hun lander.

- Jeg tror, jeg har brækket ryggen. Jeg skriger, alt hvad jeg kan. Jeg begynder at råbe på hjælp. Det tror jeg, jeg gør tre gange. Men der kommer ikke nogen. Der virker helt stille, selvom der er skrig fra folk og alarmer fra biler og butikker, fortæller hun.

Hun rejser sig. Der er ikke andet at gøre. På et tidspunkt er der en mand, der råber. Melissa er rædselsslagen for, at han kan være en slags soldat, der vil gøre hende fortræd. Men hun har ikke andet valg end at gå imod ham.

- Vi får rørt ved hinandens ansigt. Det eneste, jeg kan huske, er, at han havde krøller og sammen med en kvinde. Han spurgte, om jeg var okay, og sagde, at ’Vi er okay. Vi er her stadig’.

- Det blev mit mantra. Det var det eneste, jeg sagde til mig selv i tre dage, for det var det eneste, jeg havde at holde fast i.

De tre kravler gennem det, der er murbrokkerne fra deres hostel sammen. Det er en ruin med metaldele og store sten. De kravler op ad den lange trappe, der går langs hostellets ydermur op til hovedgaden.

- Der er fyldt med mennesker på trappen. Deres tøj er revet i stykker. Alle er kommet til skade, og der er en mand, der skriger, at det er krig, fortæller Melissa Maria Elsborg.

  • Der er murbrokker overalt på trappen til Saifi Urban Gardens, som Melissas hostel i Beirut hedder. (© PRIVATFOTO)
  • Sådan så trappen ud før. (© PRIVATFOTO)
1 / 2

Kørt på hospitalet af en mand

Der løber vand ned ad trapperne, der er blodstænk, og ledningerne fra Beiruts mere eller mindre tvivlsomme elnet er faldet ned og hænger og dingler over dem. Det hele er kaos. Folk løber rundt og skriger. Alle biler er smadret.

Melissa Maria Elsborg har ikke sko på. Hun har heller ikke sin telefon med. Hun ved ikke, hvor hun skal gå hen, og hun kan ikke orientere sig.

Billedet af Melissa er taget cirka et kvarter efter eksplosionen. (Foto: Hassan Fneich © PRIVATFOTO)

Hun beslutter sig for at løbe mod det kvarter, hvor diplomaterne bor.

- Jeg løber bare deropad og håber på at møde dem. Jeg møder en mand, der kører mig rundt for at finde et hospital, men der er ingen, der har plads.

Melissa bliver kørt til sine kollegaer fra ambassaden, der får hende til et hospital. Det tager timer at finde et, der har plads.

Det lykkes at finde et hospital 20 kilometer udenfor hovedstaden.

- Det er skrækkeligt. Der er fyldt med folk. Der er blod overalt, folks tøj var gået i stykker, og folk skreg. En kvindes hånd er fuldstændig sprunget i stykker. En ligger på maven og bliver opereret i sin nedre ryg og bare skriger.

Det er her, Melissa Maria Elsborg vågner om onsdagen, og det er her, det begynder at gå op for hende, at Beirut er blevet ramt af en voldsom eksplosion og ikke bomber. At der blev opbevaret 2.750 ton ammoniumnitrat i en lagerhal på havnen, og det var det materiale, der fik eksplosionen til at udvikle sig så voldsomt.

Om aftenen bliver hun udskrevet, efter at personalet har pillet glasskår ud af hendes fødder og vasket mursten ud af håret.

Hendes hjemtur til Danmark er ved at blive planlagt, knap to uger efter hun er kommet tilbage. Det mantra, hun fik fra manden med krøllerne i mubrokkerne fra deres hostel, kører stadig i hendes hoved og blander sig med billeder og lyde fra eksplosionen. Hun gentager mantraet overfor alle de andre, hun møder på hospitalet.

- Vi er okay. Vi er her stadig.

Føler skam

Melissa når at se dele af Beirut, før hun flyver hjem om lørdagen. Libanesere er gået sammen ud i gaderne for at rydde op. Der bliver fejet glas og murbrokker sammen.

- Det giver mig en ro at se, at libaneserne samler sig og begynder at bygge byen op igen. Jeg går forbi nogen, der forsøger at sætte en stor dør på noget, der ligner en ruin. Det er sørgeligt, men også enorm smukt.

Da Melissa er hjemme hos sine forældre lørdag aften, kan hun se i nyhederne, hvordan tusindvis af libanesere er gået på gaden i store demonstrationer.

Der var store demonstrationer i det centrale Beirut i weekenden. (Foto: JOSEPH EID © Scanpix)

Demonstranterne har sat galger op, hvor de hænger papfigurer af landets politiske ledere. De vrede libanesere giver politikerne skylden for de massive ødelæggelser og tab, eftersom de var vel vidende om de 2.750 ton højeksplosive materiale, der blev opbevaret på havnen.

De oplysninger taler direkte ned i vreden og frustrationen over landets ledelse, der er kendt som korrupt, og som libanesere har demonstreret mod siden sidste efterår.

Melissa Maria Elsborg sidder i sine forældres hjem i Fredensborg og kan mærke en følelse af skam snige sig ind på hende.

- Jeg havde ikke været her i dag, hvis det ikke var for alle de gode mennesker, jeg mødte på min vej under eksplosionen. Der var et helt specielt sammenhold.

- Vi har været igennem det samme. Men de har et hospitalsvæsen, der er fuldstændig kollapset. De har en økonomi, der er kollapset og en hel befolkning med et kæmpe traume. Vi skulle have været på barer og hygget os, og det skulle de også. Det er bare ødelagt.

Der er ingen tvivl om, at Beirut er ødelagt. Omfanget af ødelæggelserne løber ifølge landets præsident, Michel Aoun, op i 15 milliarder dollar. 110 personer er fortsat savnet efter eksplosionen.

Træk i håndtaget på billedet for at se ødelæggelserne i Beiruts havn:

Satellitfoto fra havnen. (Foto: Maxar Technologies © Scanpix / Foto: Maxar Technologies © Scanpix)
Facebook
Twitter